Tirsdag d. 30 marts var der dømt mørke, dysterhed, tunghed og ondskab for redaktionen på DUDE MANOR: Vi trak i arbejdstøjet og begav os ud mod Templet, lige ved Lyngby Station, for at lytte til noget vaskeægte MEGET MODERNE BLACK METAL/HARDCORE — REDWOOD HILL (DK), HEXIS (DK), THE SECRET (ITA) og DEAFHEAVEN (USA) spillede nemlig koncert!

Fælles for alle 4 bands er at det handler om at spille hurtigt, SAVE løs på guitarerne, råbe ind i mikrofonerne og have stramme sorte jeans på! Alt sammen noget vi her på redaktionen sagtens kan forlige os med, så forventningerne var høje!

REDWOOD HILL

redwood_hill

Første band på scenen var københavnersnuderne fra REDWOOD HILL. Jeg har tidligere moret mig lidt over at se billeder fra deres show på Roskilde sidste år, hvor de står med sorte hættetrøjer i fuld solskin og forsøger at holde satanist-messe (alle, der spiller den her slags musik, er satanister) i fuldt dagslys (utroligt svært at slagte geder, når solen skinner), men for dælen, hvor synes jeg sgu, at det holdt i går og jeg fortrød hurtigt, at vi kun nåede at se sidste halvdel af deres show. Scenelyset blandet sammen med den store mængde røg, der åbenbart også havde formået at sætte gang i røgalarmerne, satte den helt rigtige ramme for den æstetik, de gik efter. Hvis man lige tillod at give sig lidt væk til musikken, så følte man sig virkelig hensat til en dyster midnatsmesse i en norsk black metal-skov (it’s a thing, look it up).

Det fede ved de her drenge var også netop, at der var noget dynamik i deres post-black/hardcore-stil. Specielt nød jeg den smule guitar-noodling, der havde sneget sig ind til sidst i næstsidste nummer, som lige tog det et niveau op for mig. Dejligt også at se noget crossover-appeal til nu-metalgenren, da forsangeren går ned på knæ og begynder at viske på den der Korn-agtige måde. Guitartonen i et af deres riffs lød også kortvarigt en smule som Emmure, og det er jo bare fint.

Jeg har personligt ingen idé om, hvorvidt lydniveauet for vokalen var på sin plads; min første HEXIS-koncert var på KB18, da de skulle afsted på en større Europaturné, og ud fra mine forventninger lød det helt fint. Forsangeren Filip var dog rødglødende bagefter og det var angiveligt et af deres værste gigs ever (men de måtte heller ikke bruge deres røgmaskine, OG SÅ TROR DA FANDEN, AT MAN GÅR HEN OG BLI’R SUR!), så min idé om, hvor meget man skal forstå af lyrikken i den her genre, er ikke helt afstemt endnu. Ud fra hvad jeg forhørte mig om, så var den vist ganske fin denne aften hos Redwood Hill; jeg klagede i hvert fald ikke!

Redwood Hill var klart det band, jeg havde størst optur over i aften, og jeg håber ikke, at det er sidste gang, jeg får chancen for at se dem – syv omvendte kors til dem

HEXIS

hexis

De lokale utrættelige tourhelte i Hexis skulle denne gang ikke så langt fra øvelokalet på Amager for at få styr på røgmaskinen og stroboskoplyset. Gutterne har i den seneste tid været et smut i Tyskland, på Cuba og en tur til Jylland, så de er velbevandrede, og deres velindspillede numre tonsede også derudaf som de skal: Frontmand Filip skejede ud og skreg og brølede sig igennem Hexis’ signatur blanding af black metal, hardcore og en lille smule doom/sludge. Guitarist-Tobias havde fået skruet mundtøjet EKSTRA godt på, så hans backup vokal bragede indover Filips — lidt mærkeligt, og en smule distraherende, men ikke ligefrem Hexenes fejl!

Efter at have spillet de samme syv numre i snart 2 år har Hexis noget nyt materiale klar til os, og de nye numre lød virkeligt gode — en del mere ”ondskab” og ”satan” (som Filip selv udtrykker det). En del steder lød det som om Simon på trommerne fik hakket ekstra hårdt i skindene, hvilket i den grad klæder Hexis! Stroboskoplyset fungerede perfekt, som altid, men på grund af førnævnte problemer med røg-alarmen, måtte røgmaskinen holdes lidt i bero :( Det er svært at få en tidlig sommerdag i Lyngby til at blive ubehagelig, men Hexis gjorde hvad de kunne, og for det får de 6 ud 7 omvendte kirker:

THE SECRET

the_secret

Tredje band på scenen var italienske THE SECRET, som spiller lidt mere derudaf hardcore med black metal-inspiration. Det første, man bed mærke i, var selvfølgelig forsangerens gedeskæg, men når man så var træt af at kigge på det, kunne man nyde den gode smadder, som de leverede.

Vi så dem spille med CONVERGE tilbage på Loppen i december, hvor jeg ikke syntes, at de gjorde det store nummer ud af sig, men denne aften gjorde de det rigtig godt med fuld hammer på hele vejen igennem. Folk så også ud til at nyde det, der blev headbanget lidt oppe ved scenen, og de virkede som nogle flinke fyre, der var glade for den gode respons (så meget, som man nu må under koncerten). Af og til fangede jeg mig selv i at savne lidt dynamik, men så bed man alligevel fat i et fedt riff og et godt bounce, som fik en tilbage på sporet igen. Ikke så meget pis, bare fin musik, det kan man ikke klage over.

Fire præ-rippede huller i stramme sorte Cheap Monday-jeans til dem!

DEAFHEAVEN

deafheaven

Amerikanske DEAFHEAVEN spiller en i virkeligheden ikke SÅ original blanding af postrock/shoegaze og blackmetal. De gør det dog virkeligt godt, og deres lange introer a la Mogwai, som hver evig eneste gang ender med at trommeslageren ryger ud i et blastbeat og mindst en af guitaristerne bider sig selv i underlæben for at kunne tonse hånden hurtigt nok op og ned til at det kan kaldes et ‘ægte’ black metal riff fungerer fuldstændigt upåklageligt. Deafheaven består principielt kun af to medlemmer — frontmand George Clarke og guitarist Kerry McCoy. De resterende musikere på scenen denne aften (1x bassist, 1x guitarist og en trommeslager) fungerer vist nok mestendels som studie/tour musikere.

Musikken og musikernes live-egenskaber er der intet at sætte fingeren på: blastbeatet sad som det skulle (selvom det altså ser usexet ud når en trommeslager ser ud som om han ligefrem keder sig, deromme bag tønderne) og George Clarkes vokal er skidegod og utroligt kræftfuld. Hans skrig er meget effektive, og fungerer særdeles godt til Deafheavens stil, det er (på godt og ondt) næsten som at sætte pladen på derhjemme. Desværre er en stor del af Deafheavens liveshow (for denne skribent er det 2. gang jeg ser dem), George Clarkes opførsel på scenen. Det er så teatralsk og indstuderet og ligefrem fjollet, at store dele af koncertoplevelsen for mig blev ødelagt. Skære sig selv i halsen med en luftkniv, ‘pege ondskabsfuldt på publikum’, røre sig selv ‘erotisk’ til musikken og stikke sig selv i maven med selvsamme luftkniv er nogle helt mærkelige (og vildt unødvendige) gimmicks, for et band hvis musik og liveshow ellers er meget høj kvalitet!

Frontmandens teatralske fjollerier får 1 ud af 7 billetter til Phantom of the Opera:

mens musikken, bandet og Georges Clarkes vokal får 7/7 episke skovbilleder:

Mange tak for billederne til Rasmus Ejlersen – tjek flere af hans knipserier ud på www.rasmusejlersen.dk!