Det var godt, at denne koncert lå tidligt på måneden, hvor redaktionen endnu ikke havde brugt hele sin hårdt optjente månedsløn på IRON MAIDEN-bajere inde på High Voltage. Forventningerne var nemlig store til det merch, de fire bands på aftenens plakat ville medbringe. NORMA JEAN er notorisk kendt for at have noget ufatteligt sløjt merch i deres onlinebutik (helt ærligt, hvad sker der?), og vi havde derfor håbet, at de ville medbringe nogle rigtigt lækre tour exclusive-tee’s eller trøjer. Fik vi indfriet dette eller måtte vi gå tomhændede hjem, og hvordan var koncerterne i øvrigt? Læs videre og bliv klogere! Nårh ja, og jeg glemte helt at tage billeder i løbet af aftenen, så I stedet er anmeldelsen krydret af Instagram-skud fra de forskellige bands taget under deres tid i København.

BRANSON HOLLIS (FRA)

Den ene halvdel af redaktionen ankom på Beta kl. 19:30 og havde knapt nok nået at få stukket en fadøl i hånden, før at jeg kunne høre en ‘meningsfyldt sample’ blive afspillet inde i koncertsalen. Forvirringen blev endnu større, da jeg så hele fem mand stå på scenen – jeg havde forventet en enkelt franskmand ved navn BRANSON HOLLIS, der evt. kørte noget synth og ‘støvede beats’ i baggrunden. I stedet var der to guitarister, en bassist, trommeslager og en keyboard-bro, som endda også fik lov til at lege klovnen fra SLIPKNOT på de to stortrommer placeret ved siden af ham.

På den instrumentale front leverede drengene en forrygende koncert. Med en blanding af post-rock og eksperimental post-hardcore a la CIRCA SURVIVE og THE RECEIVING END OF SIRENS var der rigeligt af ‘soundscapes’ at nyde. Til gengæld haltede vokalen betydeligt; ham der også skreg klarede det fint, men de to andre sang desværre ret falsk for at sige det mildt. Om det var pga. manglende fintuning fra lydmanden her først på aftenen eller start-på-touren-nervøsitet var svært at sige, men den sad i hvert fald ikke i skabet.

Drengenes merch-game fejlede dog ikke noget (de havde tydeligvis læst vores indlæg om soft grunge) og den råbende guitarist havde to neck tats på trods af manglende dækning på resten af kroppen, så ud fra det og den stærke instrumentale del (har slet ikke fået nævnt, at de gik af scenen til tonerne af Twin Peaks-temaet) får de tre store franske kassettebånd:
bransonhollis_color
bransonhollis_colorbransonhollis_colorbransonhollis_bwbransonhollis_bwbransonhollis_bw


NIGHT VERSES (US)

For den ikke informerede og nysgerrige koncertgænger virkede næste band på scenen som en regulær supergruppe. Vi havde supermarkedsromancenovellekongen Fabio på trommer, en småtyk Lenny Kravitz på vokal, Chino fra DEFTONES var hoppet på guitaren og så en ukendt bassist (ham fra RED HOT CHILI PEPPERS, måske??) gemt bag en mørk hætte. DUDE MANOR-redaktionen har dog styr på deres research og vidste derfor, at det blot var drengene fra NIGHT VERSES.

Fra første riff var der fuld tryk på – det var tydeligt, at de var kommet her for at give den gas og vinde nye fans, og det lykkedes i den grad. Det var post-nücore af bedste skuffe med noget til både fans af DEFTONES, TOOL, GLASSJAW og LETLIVE. Forsangeren, der tidligere har slået sine folder i THE SLEEPING (og hvem har ikke jammet til deres nummer “Don’t Hold Back” i Guitar Hero 2??), hoppede rundt på scenen, kastede svedperler op i luften og var generelt en energibombe uden lige. Dette betød dog ikke, at hans vokal svigtede – hans stemme gik rent og ufortrødent igennem, og uanset om den stod på småblød falset eller heftige råb var der ikke en finger at sætte på den. Kombineret med en utrolig stærk lydside, hvor der var masser af lækre ting at gribe fat i, er der ingen tvivl om, at NIGHT VERSES leverede en af de bedste koncerter, jeg har set i år. Reaktionerne på de sociale medier efter dette show vidner også om, at jeg ikke var den eneste, der gik imponeret fra deres sæt. For det får de et stort fedt “like” på Facebook:

Facebook_like_thumb


LIFERUINER (CAN)

Vi har på redaktionen tidligere moret os lidt over LIFERUINER’s ufattelig tr00 video til nummeret “1990”, hvor forsangeren iklædt en JOY DIVISION-tee står og råber meningsfyldt lyrik ude i en sø. Det betød dog ikke, at vi ikke glædede os til at se dem i aften, for hvis der er noget de kan, så er det at levere tunge breakdowns. Den ene halvdel af redaktionen, som kunne dukke op denne aften + ven af huset håbede derfor virkelig, at de ville levere et godt show, for deres merch game var virkelig on point og vi ville så gerne købe noget.

Vores tvivl blev hurtigt gjort til skamme. LIFERUINER leverede den næste halve time en fantastisk opvisning i, hvordan melodisk hardcore i stil med THE GHOST INSIDE og HUNDREDTH skal leveres, og deres Inception-style breakdowns i breakdowns gik rent hjem. Specielt var der kuldegysninger, da musikken stoppede og “WU TANG CLAN AIN’T NOTHING TO FUCK WITH” blev leveret i gang vocals, hvorefter et tonstungt bassdrop fyrede op under et af aftenens heftigste breakdowns. Et andet stærkt øjeblik var da jeg stod sammen med min kammerat og forsangeren pludselig stod lige foran os. Herefter vendte han sig mod scenen, tog sig til hovedet og nikkede med ham det, mens han følsomt kiggede ned i jorden og musikken fortsatte. Vi er stadig ikke helt sikre på, hvad der foregik, men vi følte det.

Alt i alt leverede LIFERUINER en utroligt avanceret koncert – jeg har slet ikke fået nævnt endnu, at han undervejs også fik rappet Kendrick Lamar-verset “I pray my dick gets big like the Eiffel Tower, so I can fuck the world for 72 hours”. Der blev sluttet af med “1990”, og selvom vi savnede et badebassin på scenen, som han kunne havde stillet sig op i, så var der ellers ikke en finger at sætte på deres optræden. Vi kunne derfor med oprejst pande og pengene fremme gå ned i deres merch-shop, sige tak for en forrygende optræden og købe en svedig tee (vi valgte begge, efter lange overvejelser, den med LIFERUINER skrevet i Supreme-stil henover ONE DIRECTION’s Harry Styles’ øjne). Fem ud af seks camo-waders!

liferuiner_colorliferuiner_colorliferuiner_color liferuiner_bwliferuiner_bwliferuiner_bw


NORMA JEAN (US)

Aftenens hovednavn var et, jeg havde glædet mig meget til. Jeg havde endnu ikke haft mulighed for at opleve dem live før, men har været tosset med alt deres materiale fra Reedemer og frem.

Frontmanden Cory Brandons energi var på plads allerede fra første nummer, og folk blev hurtigt opfordret til at komme helt op til scenen. Det var tydeligt at mærke, at de var aftenens hovednavn for langt størstedelen af gæsterne og for første gang var der rigtig plads til fællessang og griben-ud efter mikrofonen. Under “Sword in Mouth, Fire Eyes” fra deres superfede nye skive kom der rigtig godt gang i den, og de ældre numre der blev hevet frem fra deres efterhånden store bagkatalog fik også en rigtig god modtagelse. Hen mod slutningen kom forsangeren fra LIFERUINER på besøg oppe på scenen og råbte med, og da de gled over i den klassiske sætafslutter “Memphis Will Be Laid to Waste”, så var der vist ikke en eneste selverklæret fan af NORMA JEAN, der ikke var godt tilfreds.

Og dog. NORMA JEAN leverede en rigtig fed koncert, men jeg savnede personligt nogle flere numre fra Meridional, deres efter min mening bedste skive, og The Anti-Mother blev fuldstændigt ignoreret. I stedet bød de på lidt for mange skæringer af ældre karat, og det var ærgerligt, men tydeligvis noget, som andre gæster denne aften var rigtigt glade for. Det kommer dog til at trække ned hos denne redaktion, specielt fordi de også skuffede groft på merch-fronten. Deres visuelle stil på pladerne har de ellers virkelig godt styr på, så hvor i kæden er det, at det glipper?? Jeg ville gerne have spurgt bandet, men så købte jeg en øl i stedet. Det ændrer dog ikke på, at de får tre ud af seks sløje Bible Camp-illustrationer for en stærk optræden, men vores setlisten svigtede:

normajean_colornormajean_colornormajean_color normajean_bwnormajean_bwnormajean_bw


Alle disse ord, og så er jeg slet ikke kommet ind på, hvordan aftenen sluttede. Klokken 00:30-01:00-ish endte jeg + et par stykker andre, der var blevet hængende, med at følge BRANSON HOLLIS, et par af drengene fra NORMA JEAN og NIGHT VERSES + forsangeren fra LIFERUINER mod Christiania. De skulle nemlig til Norge dagen efter, og derfor skulle drengene jo bruge noget at ryge på. Som bekendt er LIFERUINER dog ‘Sons of Straight Edge’ (og forsangeren er åbenbart også kok), så da de andre svang til højre mod Christania ville han gerne vide, hvor Noma lå, så han kunne få et billede ude foran: “Dude, it’s like one of the best restaurants in the world!”.