En af årets helt store begivenheder for de danske hardcore-hoveder, DAYS OF FURY FEST, løb for et par weekender siden endnu engang af stablen i Ungdommens Hus i Fredericia. DUDE MANOR var på pletten for at høre noget lækker musik, tjekke status på de nordeuropæiske pits og breakdowns og selvfølgelig hænge ud og have det rigtig fedt med en masse dejlige mennesker!

FREDAG

Vi ruller ind på parkeringspladsen foran Ungdommens Hus omkring 16:30. Et pitstop på Burger King, hvor der lige skulle snackes og strintes, betyder desværre, at vi går glip af de danske dudes fra NO LOVE. Måske dårligt timet i betragtning af, at de er gået i opløsning og det er deres næstsidste show, meeeeen sår’n er det jo, som man vist siger vest for København. Til gengæld kan vi jo så i ro og mag åbne den ramme Royal Export, som jeg har sneget med (via min far, der lige har været en smuttur over grænsen), så helt galt står det trods alt ikke til.

no love

Selvom vi ikke kunne være der til at anmelde dem, så skal I da ikke snydes for et lækkert billede af NO LOVEs forsanger! Hvad tror I, han synger om??

Efter at undertegnede som chauffør er kommet på niveau med resten af passagererne, som flittigt hældte stifter i nakken på vejen herover, bevæger vi os ind på Ungdommens Hus, hvor vi i døren allerede mærker HC-kærligheden sprede sig. Forsangeren i det nu hedengange Wecanwalkonwatertoo sidder i døren med sin kæreste og har i dagens anledning fået en lækker kasket med pigge på (“den kåwstede kun et pund, hårh!” sagde han vist, eller noget i den stil). Vigtigt lige at signalere, at selvom vi er nogle søde mennesker her, så er det stadig noget hård musik, vi skal høre.

Ungdommens Hus har op til DAYS OF FURY fået lavet ny lækker terrasse, som allerede er velbesøgt af glade mennesker, der nyder en øl eller en vand og hygger sig. Det er tydeligt, at vi får et par lækre dage her. Vi snupper et par øl og sætter os på en af de mange bænke for at nyde eftermiddagsolen.

øl

PALLASS får æren af at være aftenens første rigtige koncert for DUDE MANOR-holdet, og de lever en omgang solid beatdown, som sådan en genre skal skæres. Pitten er ikke voldsomt velbesøgt, men dem der har begivet sig derud, sparer af den grund ikke på energien. Man savner måske lidt variation i deres lyd eller bare et eller andet, som lige kan hive dem op på DESOLATED- og KNOCKED LOOSE-niveau (seriøst, hvis du ikke har tjekket KNOCKED LOOSEs nye EP ud, så stop al læsning, hop over på deres Bandcamp og advar folk indenfor en 10 meters radius), men trods alt et fint show, som leverer, hvad publikum behøver på det her tidspunkt.

WORLD EATER leverer en solid gang tysker-hardcore. Meget mere kan jeg sådan set ikke huske om koncerten, men de må have imponeret nok til, at jeg senere på aftenen i en efterhånden ganske solid brandert smider 80 kroner efter en lækker tee (hvor der står TRUE SPIRIT FAMILY i ægte broken tysker-engelsk på ryggen). Det køb er dog også med henblik på at teste min tese om, at Gildan Heavy Cotton, som sidder liiidt dårligt i XL på undertegende, faktisk kommer til at passe helt fint efter en vask. Jeg har endnu ikke fået smidt den i maskinen endnu, men bare rolig, jeg skal nok holde jer opdateret.

dude manor

Det hårdeste crew, my god, altså

Jeg har store forventninger til MALEVOLENCE. Ved deres show tidligere på året på BETA var folk desværre ikke rigtig i gear til dem, hvilket jeg tror afspejlede sig deres show, som aldrig rigtigt kom op og ringe. Her er der dog en anderledes hype omkring dem, og fra første nummer er det tydeligt, at det her bliver på et andet niveau. Publikum er langt mere med, og deres energi suger bandet til sig, som leverer en virkelig god koncert. Deres blanding af Panteracore og beatdown går lige i hjertet på denne skribent, og når folk samtidig giver den så god gas i pitten, så går det hele op i en højere enhed. Drengene viser sig også senere at være nogle rigtigt fine fyre, som er meget taknemmelige for den gode modtagelse denne aften i Fredericia.

evergreen terrace

EVERGREEN TERRACE har styr på følelserne!

EVERGREEN TERRACE har æren af at lukke og slukke denne fredag. Folk har glædet sig til at se disse legender indenfor melodisk hardcore, og selvom jeg ikke er særlig bekendt med deres bagkatalog, så er det tydeligt at høre, hvorfor de er et af de store navne indenfor genren. Melodierne sidder i skabet og blandes godt med de generøse breakdowns, og vi slutter derfor aftenen på et rigtigt højt niveau. Forventningerne er store til morgendagens program, men inden da skal vi jo liiiige ramme Fredericias natteliv.

LØRDAG

Den ene halvdel af redaktionen, den medbragte gæsteskribent + to snyltere vågner op i bagagerummet af vores bil efter at vi ikke kunne få fat på ham, hos hvem vi troede vi skulle overnatte. Oh well, tour life! Efter vi lige låner noget strøm inde i Ungdommens Hus lykkes det dog at få fat på ham, så vi hopper i øsen og vender karetten i hans retning. Der bliver vi budt på lækker tapasanretning, brunch og låner endda lige et bad (den famøse jyske gæstfrihed), inden vi igen vender mod Ungdommens Hus. På vejen stopper vi dog lige i Netto, hvor der er et lækkert tilbud på en kasse guldøl.

days of fury

Ren hardcore-kærlighed!

Første band i dag er de danske punk-dudes fra BRUTAL BAEKKENLØSNING. Der er blevet snakket meget om bandets gimmick, hvor de brækker sig efter hver koncert. På trods af, at gæsteskribenten forsøger at overbevise mig om, at der absolut ikke er noget fedt ved det, insisterer jeg dog på, at vi liiiige skal ind og tjekke det.

Musikalsk er det en smadret omgang ungdomshus-punk, som ikke gør det store for mig. Det fungerer fint til at sætte gang i dagens fest, og jo, der er da et par fyre, som hopper frem og tilbage foran på scenen og vi hygger os alle meget godt, men så er det også begrænset hvor meget mere, man kan sige om dem. Ved showets slutning kommer vi så til punktet, hvor de skal knække sig. Der er op til nu blevet drukket flittigt af den medbragte flaske Gammel Dansk plus diverse bajere, så det burde ikke være den helt store opgave, de er sat på. Alligevel er der noget ved synet af trommeslageren med et par fingre i halsen, der får mig til at indse, at det her slet ikke bliver så fedt, som jeg af en eller anden grund havde troet ude på parkeringspladsen. Jeg lister derfor udenfor sammen med en ven for at få en lækker bagagerumslunken guldbajer – nogen gange må man indse, at nogle ting bare er sjovere at forestille sig.

days of fury fest

Der var mulighed for at blive udnævnt som “MASTER of DOFF” i år. Vi fandt aldrig helt ud af hvordan, men vi ønsker i hvert fald vores bro her stort tillykke – fuldt fortjent sejr!

MAHAKALI, dagens næste navn på den lille scene, er et ukendt navn for mig. Musikalsk slår de mig som en dansk udgave af sasscore (læs den her artikel på Stuff You Will Hate for en gennemgang af den genre); der bliver spasset igennem på scenen, specielt hos forsangeren, der ikke viser meget af den hardcore-machismo, som vi var vidne til i går hos f.eks. PALLASS og MALEVOLENCE. Drengene hygger sig tydeligvis på scenen, og der bliver delt flittigt ud af den Gammel Dansk, som er tilovers fra det forrige show. Breakdowns er der også rigeligt af, og hen mod slutningen af showet får vi dagens første gang crowdsurfing – imponerende nok i betragtning af, at der langt fra er fyldt op foran scenen.

Forsangeren i EVRA afslørede i et eksklusivt interview (eller, en kommentar over en bajer) med DUDE MANOR inden deres koncert, at det bliver hans fuldeste show nogensinde. Det kan dog ikke mærkes, når de først går på. Drengene leverer fra starten en solid præstation, hvorfor det er superærgerligt, at der ikke er flere inde at se dem; det er faktisk direkte underligt. Godt nok er gæsteskribenten og jeg allerede godt fulde, men det føles virkelig som om, at der er gået et eller andet helt galt i informationen omkring, at der faktisk er et af de største navne indenfor dansk hardcore på scenen lige nu. Hen mod slutningen kan det også lidt mærkes på entusiasmen hos bandet, hvilket er forståeligt nok.

Glæden er stor, da det endeligt bliver bekræftet, at de amerikanske dudes fra EXPIRE krydser Danmark for at ramme DAYS OF FURY efter at både NAPOLEON og IN OTHER CLIMES har aflyst. EXPIRE var det eneste rigtige navn, som denne del af redaktionen var ked af at gå glip af på 1-DAY HARDCORE SHOWDOWN, så selvom det var nogle ærgerlige aflysninger, så bliver det alligevel fejret med endnu en lunken guldøl fra bagagerummet i Opel Insignia’en.

Heldigvis skuffer de ikke. Energien er i top fra starten, og at tyde på hvor meget plads den ikke-moshende del af publikum giver til de drenge og piger, der har lyst til at svinge med armene, så er det ikke kun mig, der har glædet sig. Det er ikke til at mærke på bandet, at de kun et par timer tidligere har fyret op under BETA, og specielt “Forgetting” fra det nyeste album bliver leveret lige præcist så godt som jeg har håbet på. Det nummer bliver også soundtracket til vel nok den mest voldsomme pit, jeg kan huske fra aftenen (tailgating har det med at gøre noget ved hukommelsen). Senere kommer de også og hænger ud med redaktionen og drengene fra EVRA (minus forsangeren, der er gået kold under trappen til toiletterne – altså, EVRAs forsanger) på parkeringspladsen, og så kan man vel næsten ikke bede om mere, hva’?

moshpit

Ganske kontroversielt valg med sådan en ICEAGE-tee, men okay, fashion before passion!

Resten af aftenen står ret sløret, og SPINKICK går vi helt glip af (de skulle dog gøre det rigtig godt, så hey, thumbs up!). Da vi vågner op dagen efter, endnu engang i vores bil fordi vores vært igen forsvandt aftenen inden*, er vi dog fuldt ud enige om, at vi har haft to helt forrygende dage i det jyske.

Stort tak til DAYS OF FURY-holdet for at invitere os og til Charlotte Mai Jacobsen for billederne – vi ses næste år!

*Vi er senere blevet gjort opmærksom på, at redaktionen gik kold i bilen før værten forlod Ungdommens Hus. Vi beklager.