OPDATERING D. 25/02: Sangene i den version, vi har fået, lå i en anden rækkefølge end den, I kommer til at høre d. 1. marts, når EP’en udkommer. Den officielle rækkefølge hedder 1. “Two Years”, 2. “07.04.13”, 3. “Paris”, 4. “Nowhere”, 5. “Silence”.

northern blues nowhere

DUDE MANOR-redaktionen er så heldige, at vi har fået fingrene i debut-EP’en fra de danske drenge i NORTHERN BLUES. Indtil videre har de kun smidt nummeret “Two Years” op med dertilhørende musikvideo, som de har fået rigtig god respons på (bl.a. fra os). Nu er spørgsmålet så, om kan de holde niveauet fordelt på fem numre? Melodisk hardcore, som er den genre de gør sig i, er ikke blevet mindre populær indenfor det sidste års tid, og der er mange unge knægte, der bejler til den gyldne tophue.

Første nummer på skiven hedder “07.04.13”. Siden jeg ikke lige kan lure mig frem til, om Counterparts eller More Than Life skulle have været i København eller udgivet noget på denne dato, gætter jeg på, at titlen referer til hvornår NORTHERN BLUES blev dannet. Hvorom alting er, så spilder de i hvert fald ikke tiden – vi lægger ude med nogle guitarakkorder med masser af distortion på, der hurtigt får selskab af resten af bandet. Williams vokal er fra starten noget, man bider fat i – selvom den måske ikke er markant anderledes end mange andre vokalister i genren, så giver han virkelig alt hvad han har.

Lidt underligt kommer der herefter et melodisk interlude, der lyder selvskrevet til indledningen på en tourdokumentar, hvor drengene kigger længselsfuldt ud på et anonymt gråt landskab, der forsvinder langs autobahnen – måske sidder guitaristen og Whatsapp’er med kæresten, hvorefter der krydsklippes til, at de er i gang med at læsse udstyr af på et mindre spillested i Köln (Klub Rock kunne det måske hedde). Det er måske lidt unødvendigt på en femnumres EP, men okay, som intro til næste skæring funger det faktisk helt ok.

Leave it to REAL FRIENDS at lave en dokumentar, der allerede fra starten perfekt illustrerer mit eksempel.

“Paris” er et helt igennem forrygende nummer. Det består af mange forskellige dele, der skrevet ned på papir vil virke lidt skizofrent, men når man lytter til det er ens opmærksomhed fanget hele vejen igennem. Der er nogle vildt fede breaks halvvejs igennem, og vi får også et enkelt BLERGH!, hvilket redaktionen altid sætter pris på. Afslutningen, hvor William mere og mere manisk proklamerer “I’M SEARCHING FOR LOVE IN PARIS!”  er på gåsehudsniveau – det skriger på at blive råbt tilbage i hovedet på bandet til deres kommende koncerter.

Efter den følsomme omgang kommer nummeret til pitdrengene (“Fuck af, jeg græd ikke!” *mosher væk*). Det går stærkt – vi er ude igen efter halvandet minut. Som en lækker detalje går vokalen lige en omgang dybere ned mod slutningen, hvilket jeg elsker – skaber noget mere dynamik, som andre bands i samme genre ofte godt kan glemme.

“Two Years” får lov til at afslutte og opsamler meget godt kvaliteterne ved bandet – alle medlemmer får lov til at vise, hvad de kan, og der er plads til både det følsomme og det moshvenlige.

Samlet set sidder man tilbage og er ret imponeret over hele pakken. Bandet spiller forrygende – som man nok kan lure ud fra anmeldelsen er det forsanger Williams vokal, der gør det største indtryk til at starte med, men der er virkelig også nogle fede melodiske stykker og guitarbidder, som man først bemærker efter flere gennemlytninger. Produktionen af Chris Kreutzfeldt skal også nævnes – hele lydbilledet står skarpt og der er med mine ører ikke en finger at sætte på den.

Glæd jer til, at I selv får lov til at høre NOWHERE, når EP’en lander derude på internettet den 1. marts! Selvom vi er gode venner med drengene, så står vi inde for alt, hvad I lige har læst; jeg er ved at være der, hvor der skal lidt mere til at imponere indenfor genren, og det her er altså virkelig godt. Hvis man skal nævne noget, som der kunne arbejdes på, så kunne det faktisk være interessant, hvis de udfordrer sig selv med en mere klassisk vers-omkvæd-vers-opbygning. Mange bands har den svaghed, at de har en masse fede bidder, som de sætter sammen, og så er det lidt det, og det kan NORTHERN BLUES heller ikke snige sig udenom. Det lyder måske konventionelt, men det er samtidig også pissesvært at skrive et fængende omkvæd, og derfor kunne det være supersvedigt, hvis de tog den udfordring op. Det behøves de dog ikke bekymre sig om nu; de skal blot være glade for og stolte over, at de har leveret en EP, der sagtens kan måle sig med hvad der ellers bliver spillet i det store udland.

irefusetosink_farveirefusetosink_farveirefusetosink_farveirefusetosink_farveirefusetosink_farveirefusetosink_bw