Min nuværende musiksmag kan i høj grad spores tilbage til Burnout 3: Takedown-soundtracket, som jeg jockede på Xbox. Det indeholdt en who’s who af midt-00’er-emo- og post-hardcore-navne (seriøst, tjek lige den her tracklisting), og jeg blev introduceret til sygt mange fede navne, som stadig ligger rippet fra senere indkøbte CD’er i mit iTunes. At køre med 200 km/t langs en kyststrækning og smadre en konkurrent ind i en modkørende 18 wheeler truck, mens åbnings-breakdownet på NEW FOUND GLORY’s “At Least I’m Known for Something” blæste ud af højttalerne på mit Philips-billedrørsfjernsyn – det kan du altså smide direkte i arkiverne under “solide teenageminder!”

Et af de bands, som bed sig ekstra fast, var engelske FUNERAL FOR A FRIEND. Nummeret var “Rookie of the Year” fra deres første fuldlængde-album, og en bedre introduktion til dem kunne man næppe bede om. Nu har de annonceret, at de desværre går i opløsning efter 14 år, og selvom jeg ikke rigtigt har dyrket deres senere albums (og de har faktisk udgivet hele syv), så står deres tre første skiver stadig som noget af det stærkeste emo/post-hardcore-materiale. Ganske passende vælger de også at markere slutningen på bandet med en turné, hvor de spiller “Casually Dressed & Deep in Conversation” og “Hours”, deres to første albums, fra start til slut fordelt på to aftener i hver by – fang denne halvdel af redaktionen på en af datoerne enten i England eller Tyskland!

I den anledning virker det passende lige at tage en tur ned af den gamle og udtrådte memory lane og lytte til nogle af deres allerbedste numre, så lån din kærestes sorte neglelak og skru op for højttalerne og følelserne, nu bliver det ømt!

Lydkvaliteten er lidt skod på den her, men når nu at uploaderen har gjort sig besværet med at smide nogle Burnout 3-screenshots på, så synes jeg kun, at det ville være passende. På mange måder er “Rookie of the Year” en sammenfatning af hele FUNERAL FOR A FRIENDs lyd – den klassiske guitar-chugging, som det skulle lyde dengang, de episke guitarflader hen mod slutningen, de lidt halvsløje råb fra trommeslageren, og lyrik om blod på hvide bryllupskjoler – kun mig, der desperat forsøger at logge ind på MySpace lige nu??

Okay, “Yet I’m nothing more than a line in your book” fra endnu en FFAF-klassisker, “Juneau”, kandiderer måske endnu mere til en MySpace-opdatering – overvej eventuelt MSN Messenger i stedet? Også godt stortrommearbejde på det her nummer!

ALT ved det her nummer og video opsummerer den her musikperiode – højtsvævende folkeskole- og gymnasiefølelser, rød skjorte og sort slips på trommeslageren, lyrikken… nøj, det er godt.

Den helt store FFAF-ballade, “History”, har aldrig slået mig som et politisk nummer, men ud fra den her video har jeg åbenbart misset det element, når jeg sad og jammede det i passagersædet på køreturene til Jylland for at besøge familien. Stadig forrygende!

FFAF fik en del hate, da deres tredje album, “Tales Don’t Tell Themselves”, udkom. Hvor var post-hardcoren?? Hvor var råbene?? Og jo, det er da noget helt andet – et konceptalbum om en sejler, der er strandet ude på havet og bare gerne vil hjem til sin kone og børn, var ikke en oplagt opfølger, og jeg tror heller ikke, at de spiller nogle numre fra skiven, når de er ude på landevejen, men tjek alligevel det her nummer. Hvis man kan se bort fra den ændrede lyd (og hvis BRING ME THE HORIZON får et pass med deres nye skive, så burde de her også), så er det et album proppet med ørehængere og virkelig solid sangskrivning!


Det her var kun et lille nedslag i deres solide bagkatalog, og jeg gætter på, at der nok skal være nogle OG’s, der savner noget fra deres første EP’er, men hey, så byd ind – hvilke numre er essentielt FFAF for dig??

Funeral For A Friend Into Oblivion Reunion Video YouTube