Torsdag aften bød på en af de koncerter, som redaktionen havde set frem til i rigtig lang tid. PIANOS BECOME THE TEETH har længe været et af de bands, der har stået først i Spotify-køen, når kalenderen viser efterår på redaktionen, og de store følelser og tanker om, hvad det hele betyder og hvorfor det hele er, som det er, har haft brug for et soundtrack. Sidste års plade fra dem, “Keep You”, var helt fantastisk og viste en ny side af bandet, som vi glædede os til at se live. De amerikanske sad boys havde desuden medbragt de unge grunge-kids i MILK TEETH fra England – umiddelbart ikke oplagt (udover at “teeth” indgår i begge bandnavne), men okay, vi leger med!

MILK TEETH (UK)

Som det efterhånden er blevet etableret, så er musik en cyklus på omkring femten-tyve år – de bands, som blev set som posers dengang er nutidens pionerer (læs blot kommentartrådene på enhver ældre BRING ME THE HORIZON-video på YouTube, hvor det nu er muligt at dele folk op i tr00 fans og n00bs). MILK TEETH ligger lidt udenfor dette i form af, at NIRVANA, SILVERCHAIR og andre grungebands, som de trækker på, har en del mere respekt hos “rigtige musikfans”, men der er stadig fascinerende, at hele den æstetik nu er populær igen. Specielt bandets MTV-logo er voldsomt meta i betragtning af bandets gennemsnitsalder på omkring 20 år – et YouTube-ripoff havde måske været mere oplagt og tidssvarende, am I right??.

Nårh ja, koncerten.

milk teeth

MILK TEETH kommer spurtende ud fra startboksen denne aften, og bandets energi ligger i en helt anden boldgade end aftenens hovednavn, både musikalsk og performance wise. De to guitarister hopper og springer rundt på scenen, og lyden er også overraskende god. Vokalen går knivskarpt igennem, og specielt balancen mellem bassisten Beckys mere rene stemme og guitaristen Joshs skrig sidder i skabet. “Vitamins” fra deres nyeste EP “Sad Sack” havde jeg set meget frem til at høre, og der er ikke noget at sætte på fremførelsen af den.

Hvis man skal brokke sig over noget, så må det vel næsten egentlig være omstændighederne – bandets energi er ikke rigtig i øjenhøjde med der, hvor publikum er. Jeg får efter showet en snak med bandets trommeslager (Oliver på 19 år, fin fyr), og han hintede til, at de kommer tilbage til Danmark i februar. Så krydser vi fingre for, at de får nogle bands med, der passer mere til det show, deres optræden denne aften lægger op til.

(Den anden halvdel af redaktionen var i baren med sin kone og hænge ud imens mælketænderne spillede, og derude fra lød det desværre som om det britiske crew ikke rigtigt formåede at spille noget som helst der fængede…)

PIANOS BECOME THE TEETH (US)

Godt 30 minutter efter var PBTT klar til at indtage scenen. Lige med det samme ligger redaktionen mærke til at frontmand Kyle stadig havde sit lange flotte hår (som hardcore PBTT fans vil huske fra deres forrige koncert på Underwerket for ca. 5 år siden), og at trommeslageren David Haik i mellemtiden har fået tilsvarende langt garn og skæg. Gutterne lagde ud med en stribe numre fra “Keep You” og stemningen var tilsvarende lidt afdæmpet. Førnævnte David Haik har dog en fuldstændig genial trommestil, og hamrede løs i gryderne, uantastet af at resten af bandet havde travlt med at skrue ‘introvert, følsom dude fra midwest‘–knappen op på 11 (skovmandsskjorte og skæg på 2/3 streng instrumentalister). Det føltes lidt som indie-hardcore udgaven af ham der bryllupskoncert-trommeslageren der var sjov på nettet for et på år siden.

Selvom drengene i høj grad fokuserede på de afdæmpede numre, fungerede hele seancen utroligt godt. Publikum var flinke til at ikke at ævle alt for meget mellem numrene, hvilket gjorde det nemme for redaktionen at leve sig ind i den stemning som Kyle + vedhæng prøvede (og succesfuldt) fremmanede. Det er naturligvis lidt surt at tænkte på hvor vanvittigt fedt og intenst deres forrige koncert (for cirka 30 betalende gæster) var, men gutternes nye musikalske retning medfører selvfølgelig også at koncerterne bliver en lidt anderledes affære. Da et par numre fra “The Lack Long After” blev spillet (I’ll Get By og titelnummeret, så vidt redaktionen husker) reagerede publikum dog også prompte og der kom lidt mere bevægelse i hele lokalet.

På trods af at forsanger-Kyle hold tilbage med sin nærmest patenterede råbe/skrige-vokal (til et punkt hvor nogle af numrene med original råbevokal nu var blevet til sangvokal), formåede PBTT alligevel at skabe en intim og intens stemning, som fungerede helt sygt godt for denne halvdel af redaktionen, og medbragte hustru — hvis det ikke er  alt hvad man kan bede om, så ved vi satme ikke hvad!