Som ethvert andet anerkendt og respekteret musikmedie har vi selvfølgelig en række meninger om det musikår, der er ved at rinde ud.

2015 bød på en lang række virkelig solide udgivelser og som altid nåede vi selvfølgelig ikke at lytte til halvdelen af det, vi gerne ville – i hvert fald ikke nok til, at vi kan rangere dem. Blandt disse er de nye skiver fra DEAFHEAVEN, CROOKS UK, BEACH SLANG, THE SADDEST LANDSCAPE, PENTIMENTO, SEAWAY og sikkert også noget larmende crust-halløj med nogle fræsende guitarer, som Morten er så glad for. Han er dog på getaway i San Francisco med sin søde hustru og har derfor overladt ansvaret ene og alene til undertegnede for, med hård hånd, at slå en krølle på halen på 2015.

Nårh ja, og så har vi selvfølgelig også fået en række fremtrædende danske musikprofiler til at give deres besyv med, så hvis du ikke er enig med os, kan det være, at bl.a. drengene fra LOST IN DESPAIR og PRIME COLLECTIVEs respektive lister er mere up your alley. 

Let’s get it!

Årets albums (top 15)

15. NO ZODIAC: “Eternal Misery”

14. CHON: “Grow”

13. NORTHLANE: “Node”

12. COUNTERPARTS: “Tragedy Will Find Us”

11. DEEZ NUTS: “Word Is Bond”

10. FOXING: “Dealer”

9. THE STORY SO FAR: “The Story So Far”

8. THE PLOT IN YOU: “Happiness in Self Destruction”

7. DANCE GAVIN DANCE: “Instant Gratification”

6. STRAY FROM THE PATH: “Subliminal Criminals”

5. THE WORLD IS A BEAUTIFUL PLACE AND I’M NO LONGER AFRAID TO DIE: “Harmlessness”

Musikkollektivet TWIABPAINLATD (catchy) har jeg længe holdt øje med, og deres forrige fuldlængde “Whenever, If Ever” – elsker virkelig den titel – havde også sine øjeblikke, men det er først med deres nye skive, “Harmlessness”, at jeg har overgivet mig fuldkommen til dem. Albummet er en suveræn blanding af post-rock med lange, grandiøse opbygninger og afslutninger, emo revival og skæv rock med tråde til AMERICAN FOOTBALLs brug af blæseinstrumenter og jangly guitarer og svævende lydbilleder a la MEW. Sæt hele skiven på, når du har tid – det fortjener den. Bagefter kan du også lige læse den her artikel fra Noisey om albummet.

4. BRING ME THE HORIZON: “That’s the Spirit”

Nok årets mest ballsy plade indenfor “vores” scene. BRING ME THE HORIZON kunne lige så godt have fortsat stilen fra den forrige skive, men i stedet for fik vi “That’s the Spirit”. Albummet tager dem endnu længere væk fra deres deathcore-baggrund, men det var det værd, for “That’s the Spirit” indeholder nogle af de stærkeste rocksange i meget lang tid. Albummet er en smule front loaded, men det gør ingenting, for numre som “Happy Song” og “Throne” kunne sagtens bære en hel skive, hvor resten blot var outtakes fra gamle 25 TA LIFE-skiver (who am I kidding, det ville også være ret fedt)

3. NECK DEEP: “Life’s Not Out to Get You”

De engelske pop-punk-lads i NECK DEEP formåede ikke helt at indfri forventningerne fra deres første EP’er med “Wishful Thinking”, deres debut-fuldlængde, men så snart de droppede “Kicking Up the Roots” som første single fra “Life’s Not Out to Get You”, var der ikke tvivl – det her ville blive helt godt. “Life’s Not Out to Get You” er uden tvivl årets bedste rene pop-punk-skive – alt er hørt før, men det ved de også godt. Her er ingen ambitioner om at lave andet end musik, der halvt skal være dit soundtrack til den bekymringsfri ungdom, hvor du hænger ud med vennerne og spotter efter søde tøser og fyre, mens solen hænger tungt over sommerhimlen, og de tungere tider, hvor alt bare er lort og ingen forstår dig. Ses på rampen!

2. KNUCKLE PUCK: “Copacetic”

Det var virkelig svært for mig at vælge, om KNUCKLE PUCK skulle ligge på en 1. eller 2. plads. “Copacetic” er nok den skive, jeg har hørt mest i år – den rammer så sindssygt rent på min totalt-fed-musik-tjekliste både lyrisk og musikalsk, at det her valg ikke var nemt. Vokalen er perfekt pege-fingre-af-forsangeren-core i sin hæse og råbende lyd, og musikken ligger også perfekt i grænselandet mellem pop-punk og post-hardcore  – ej, det er altså bare en god plade. Brb, sætter den lige på.

1. TURNOVER: “Peripheral Vision”

I sidste ende måtte det bliver den her plade, som skulle være min #1 for 2015. Ingen anden udgivelse ramte mig hårdere i år og gjorde mig nostalgisk og sentimental omkring personer og øjeblikke, jeg havde glemt alt om. Jeg kunne næsten, uanset hvor fed en bytur jeg havde haft, være sikker på, når jeg vågnede dagen efter, at enten “Cutting My Fingers Off” eller “New Scream” stod som sidst afspillede fra turen hjem – det one-two-punch er ikke set bedre i år og rammer virkelig en slut-tyverne-melankoli i mig, som få andre bands har gjort det. Selvom man kan begræde, at de ikke længere skriver sange i stil med “Most of the Time” fra deres forrige plade og i stedet har fået lyttet en del til deres storeskøskendes THE CURE-skiver, så er “Peripheral Vision” så fantastisk, at jeg accepterer det. Årets plade.


Puha, der er lidt at gå i gang med. Af andre fede albums, der er værd at nævne, men som jeg ikke har fået lyttet helt nok til for at kunne rangere dem er THE GO! TEAM: “The Scene Between” (årets absolutte pick-me-up’er af et album – tjek lige første nummer), HUNDREDTH: “Free”, STATE CHAMPS: “Around the World and Back”, SUPERHEAVEN: “Ours Is Chrome”, WHILE SHE SLEEPS: “Brainwashed” og THE WONDER YEARS: “No Closer to Heaven”. Oh well, der er altid 2016!

Men vi er slet ikke færdige. Vi har nemlig også forhørt os hos nogle af vores venner på den danske musikscene omkring hvad DE synes, der har været det bedste fra 2015. Vi lægger ud med the main man Christian Bonnesen fra LLNN, PISS VORTEX og det hedengangne THE PSYKE PROJEKT! Selvom jeg egentlig blot bad om en liste over hans yndlingsmusik, så kunne han ikke dy sig for liiige at tilføje lidt mere, så her kommer hans uforbeholdne mening om ikke blot musikåret 2015, men også hans syn på musikscenen og hvordan hans år gik – what a guy!

CHRISTIAN BONNESEN

Christian Bonnesens meget sparsomme års liste i, fordi han har haft herrens travlt med at have hovedet oppe i sin egen røv i år! I vilkårlig rækkefølge… tror jeg.

1: Mellow Harsher – Served Cold EP
Min svenske kammerat Erik anbefalede den her til mig og når den forhenværende trommeslager fra Crowpath, siger at noget er værd at lytte på, så lytter du efter. Jeg hylder også at bandet sælger ep’en til 420$ på deres Bandcamp. Narko er altid sjovi! – Nå… Det er 5 minutter og 18 sekunders straight up vanvid med bjørnevokal, masser af ding, fede riffs, fede breakdowns og den fedeste lilletromme lyd siden St. Anger. God til cardio!

2: Cloud Rat – Qliphoth
Havde fornøjelsen at spille et par koncerter med dette band fra Detroit i sommers og de skuffede ikke. Søde mennesker. En pissed off chick som råber af verden, er desværre lidt en novelty i det nuværende metalmiljø. Gid der var mere af det, for der er galde nok her til at sænke et cruiseskib. Intenst og med et øre for melodi som sjældent er at finde inde for genren. Yndlingsnummer: Bloated Goat.

3: He Whose Ox Is Gored – The Camel, The Lion, The Child
Dette band kan noget og det er at få mig til at lytte til en post-hardcore plade igen. Fantastisk øre for melodi, gode vokaler(både skønsang og råb), interessante sangstrukturer og hele albummet virker som en rejse.

4: Yoshida Ichiro – Untouchable World
Bassisten fra Japanske Zazen Boys har begået et solo album og det er en syret omgang og på samme tid, totalt tryllebindende. Det er ikke for alle, men når den sidder, så sidder den. Japanske kunstnere laver i min optik venstrehåndsmusik: De tager aldrig den lette vej og gør altid hvad vi i vesten ikke forventer. Det gør det til en evigt fascinerende kulturel eksport for en gammel hat som jeg.

5: Periphery – Alpha/Omega
Jeg HADEDE Alpha og Omega da jeg først hørte dem, men lige pludselig faldt ti-øren og i guder hvor det taler til mig nu. Periphery er nærmest metallens svar på Toto. Det lyder som et diss, men jeg opvoksede med Toto, så de er helt okay i min bog.

6: Mutoid Man – Bleeder
Fik chancen for at opvarme for dem på Beta og det var et personligt højdepunkt i min taberkarriere. Albummet føles som en naturlig udvikling oven på deres hæsblæsende ep ”Helium Head” og jeg glæder mig sådan til at høre hvad de kan finde på i fremtiden.

HOV DANMARK LAVEDE OGSÅ MUSIK I HERRENS ÅR 2015:

Det har sgu været lidt sløjt i år, synes jeg. Halshug er for mig et band man ser live, så Blodets Bånd fangede mig desværre ikke helt. Der er mange kvaliteter at finde i albummet, det er kompetent, velspillet og velskrevet… men noget mangler på deres udgivelser. Hvad ved jeg ikke, men jeg ved det når jeg hører det. Kender i det? Ser frem til deres næste. No Fealtys seneste er god, Carion er også værd at nævne.

Dog vil jeg fremhæve at Danske bands, specielt inde for hardcorescenen, har været rigtig gode til at komme ud og spille og det virker til at der en sult for at komme ud og bevise at man er noget værd. Det har aldrig nogensinde skadet nogen som helst scene. Det kunne den propre metalscene lære noget af, i stedet for at brokke sig over at buy-in tours er for dyre. Pak dit lort i en bus og kom ud og spil!

TING VI MÅ TAGE ET OPGØR MED I 2016:

  1. Danmark er for småt til kickstarter kampagner. The end.
    2: Alle skal være sure og ligeglade – Hør her folkens, man øver, man ligger sin sjæl i musikken, man slider og slæber og er 90 % flyttemand når man spiller i band – Man lever for den halve time man får til at afvikle sin kunst og så skal man pludselig ligne en som der ikke gider være der? The fuck?! Smil. Lev! Engager dig. Danmark er et lille land og vi ved alle sammen at du var så pisse stiv at du sked i bukserne sidste lørdags. Du kan ikke sælge at du er en mørkemand lige pludselig. Punktum.

Hav det sådan her:

hunde Godt nytår!


 

PRIME COLLECTIVE

De søde drenge i musikkollektivet PRIME COLLECTIVE, som vi arbejdede sammen med til vores julefest på Bremen for et par uger siden, har også haft et godt musikår. Her er, hvad Jesper og Mirza fra holdet synes har været det bedste.

MIRZA RADONJICA

10. BLAUE BLUME: “Syzgy”
De skal nævnes fordi de laver noget der bare lyder pisse fedt. Velsagtens den bedste vokalist i Dansk musik nogensinde. Blaue blume er et album band. Det er både styrken og svagheden. Men sæt det på en mandag hvor du har nedtur på og bliv skyllet væk i et unikt univers.

9. REFUSED: “Elektra
Mange af de samme ting gør sig gældende her som for Fightstar. Det er nostalgien der driver værket. Selvom ingen kan lave numre som Elektra så er der lidt langt imellem snapsene. Men lyden, desperationen, den tekniske formåen og så historien er fantastisk. Bare ærgeligt at penge også her har overtaget for passionen/dedikationen. Come on Refused. Why dont you already die.

8. FIGHTSTAR: “Behind The Devil’s Back”
Den er her nok mest grundet nostalgi. Jeg tror ikke at 2015 versionen af mig ville synes at pladen her er synderligt interessant. Men den har sine momenter og et nummer som Murder All Over er godt sat sammen. Det tæller en smule ned at pengene er så vigtig en faktor i skabelsen af musikken.

7. TESSERACT: “Polaris”
Bedste lyd på en plade. Sindsygt lækkert. Sangene når ikke rigtig Nocturne eller Of matter til sokkeholderne – men stemmningen er sat. Og når man tager toget ned mod lolland en vinterdag beskriver den perfekt stemningen. Hvis det giver mening for dig.

6. DON BROCO: “Automatic”
Mine forventninger var level 1145 inden det her band skulle udgive deres 2 album. Deres 3 singler op til albummet lovede en helvedes masse. Det står for mig som nogle af de bedste rocksange i 2015. Og jeg er ikke et second i tvivl om at Superlove er årets bedste sang. Det er så flabet og frækt. Ironisk nok så var resten af sangene på “Automatic” ret automatpilot agtige. Halvdelen af albummet er fantastisk. Det er nok til en 6 plads.

5. I THE MIGHTY: “Connector”
Vel sagtens mit yndlingsband i verden lige nu. Deres Satori album var det album jeg lyttede mest til på spotify to år i træk. Connector samlet på fin måde op på foregående EP og album, men når aldrig helt samme niveau. Men genialiteterne ses i glimt. Årets bedste vers tilhører f.eks. I The Mighty og deres The Lying Eyes of Miss Erray

4. BRING ME THE HORIZON: “That’s the Spirit”
Vor tids Linkin Park. Det er klart, i forhold til mange af de andre plader på denne liste, så er det her en bigtime produktion. Det kan mærkes på alt fra sangskrivning, visuelt materiale til reach. Det ændrer dog ikke på at det BMTH har lavet er kvalitet, og stort set alt på pladen holder 100%. Lige nu peaker bandet, og det er fuld fortjent. Sange som Avalanche, Throne og Doomed ka man bare ik fucke med. Derudover er det også min vurdering at Bring Me The Horizon var det vigtigste band for metal og rock scenen i 2015.

3. THE ONGOING CONCEPT: “Handmade”
Helt fra højre og super ukendt, men er du sindsyg hvor er der smæk for skillingen. Jeg anbefaler alle at starte med sangen Unwanted. De er nogle alternative drenge der bl.a. har bygget alle deres instrumenter+ deres eget studie da de indspillede pladen. Deraf plade titlen Handmade. Det er SÅ hipster, men det også pisse sejt.

2. CROOKS UK: “Are We All The Same Distance Apart”
Pladen er kun et par uger gammel men jeg er ikke i tvivl om at det her band har begået en plade der vil blive ved min side i flere år. De er nye, og det er klart at der er plads til forbedringer, men de er et friskt pust! Det taler enormt til mit øre og hjerte med afvekslende, tunge, energiske og fængende sange. Selvom forsangeren ligner en emo Drako Malfoy.

1. DANCE GAVIN DANCE: “Instant Gratifaction”
Ca. hvert andet år (er det ikke snarere hvert år? -red.) udgiver DGD et album. Og de er for mig som rødvin. Jo mere man får af det, desto nemmere tilgiver man smagen af deres forfærdelige periode omkring 2007-2012. De sidste to plader med Tillian Pearson fremstår meget veludførte og man må bare give den op for den mand. Han forstår at skrue en melodi over nogle af de mest fucked up musikstykker. Mange bands har ambitioner om at smelte kaos med melodier. Få lykkedes så godt med det som DGD gør på Instant Gratification. De største anbefalinger herfra.

JESPER V GÜN

5. DON BROCO: “Automatic”
Don Brocolli. Aka. Don Broco. Det her band rammer plet med hvert nummer de spytter ud, når det kommer til ”catchy-faktoren”! Jeg kan ikke huske et band der laver så ørehængende melodier. Det er groteskt. Don Broco rammer en perfekt blanding af rock, funk og ikke mindst pop på ”Automatic”. Det er årets sommer album. LÆKKERT!

4. BRING ME THE HORIZON: “That’s the Spirit”
2007: ’Bring Me The Hairspray’ … 2015: ’Bring Me The Linkin Park’. Hvem havde nogensinde troet at BMTH skulle blive et (tør jeg sige det?) radio rock band? Anywho, de gør det bedre end de nogensinde har gjort det før. Fra deathcore til stadion rock. BMTH har skabt en unægtelig stærk plade, der rører mig helt til mit forbistrede emo-ben.

3. ARCHITECTS: “Lost Forever // Lost Together”
Inden for metalcore findes der ikke et band der er så indædt og PISSED OFF som Architects. Dette demonstrerer de på brilliant vis på ”Lost Together // Lost Forever”. Det er så fucking tungt at man får lyst til at moshe fra pladens begyndelse. ”YOU ARE THE REASON WE ARE BITTER, AND THEN SOME… BLAAARRRGH!” Det er et så gennemført. MOSH.

(Den her skive udkom faktisk i 2014, but I’ll let it slide. – Red.)

2. VOICES FROM THE FUSELAGE: ”Odyssey”
På Tesseract’s ”Altered State” lagde Ashe O’Hara vokal. Han er nu vokalist i Voices From The Fuselage. VFTF leverer emotionalitet på et, for mig, hidtil uset niveau. Det er ’prog’et’, lyrikken er poetisk og Ashe leverer bare de lækreste vokalmelodier! VFTF har formået at skabe en følelses-rutsjebane, der tager én til den melankolske side af livet. BRAVO.

1. TESSERACT: “Polaris”
Tesseract… For helvede. Deres musik er større end livet selv. Hvis man vil se en voksen mand græde, uden nogen partikulær årsag, så skal man kigge på mig, imens jeg lytter til ”Polaris”. Det er en sjældenhed, at musik bare rammer én fra allerførste lyt. Tesseract’s ”Polaris” sørgede for, at det skete for undertegnede i år.


LOST IN DESPAIR

Jeg kan ikke helt finde ud af, om de lækre drenge i LOST IN DESPAIR, som bl.a. vores husfotograf og ikke mindst DTHRNR’s trommeslager Tore Knudsen også spiller i, har sat dem her i prioriteret eller tilfældig rækkefølge. Ikke desto mindre er det en fin liste, så gør dem nu den tjeneste og læs den, så bliver de så glade!

NORTHLANE: “Node”
Virkelig velskrevne numre, og en god drejning de har lavet nu hvor Adrian ikke kunne være med mere.

BRING ME THE HORIZON: “That’s the Spirit”
Vi syntes bring me viser hvordan et stadium rock album skal skrues sammen, og det fungerer så godt live.

PERIPHERY: “Juggernaut Alpha/Omega”
Periphery tager med Alpha/Omega lytteren igennem et vælg af forskellige tone-universer. At pladerne samtidigt er helt igennem fantastisk produceret gør intet dårligt. Meget energifyldt og med en positiv vibe!

TESSERACT: “Polaris”
Grooves og catchy clean-pasager gør Polaris til et af årets albums.

COUNTERPARTS: “Tragedy Will Find Us”
I forhold til hvor mange bud der er lavet på, hvordan denne genre skal spilles, syntes vi at Counterparts formå at give et godt frisk pust. Især med nummeret burn.

AGENT FRESCO: “Destrier”
Fede rytmer og en konge vokal der sætter et kæmpe præg på deres musik. Det ville bestemt ikke være det samme uden ham.

BURNING DOWN ALASKA: “Values & Virtues”
I endnu større grad en counterparts syntes vi virkelig at burning dows Alaska har deres helt eget greb på genre nog det fungere mega godt!

STRAY FROM THE PATH: “Subliminal Criminals”
Det her album er så meget in your face, og samtidig et album der viser hvor pisse dygtige musikere de er hver især.

MEW: “+-“
Vi elsker bare mew Humørikonet heart Dansk progressive rock når det er bedst.

FIT FOR AN AUTOPSY: “Absolute Hope Absolute Hell”
Det er både tungt og hurtigt, Klaus er glad!


JENS ERIK KELDMANN (DAYCARE FOR JEDI)

DUDE MANORs husorkester DAYCARE FOR JEDI skulle selvfølgelig også give deres besyv med – her er, hvad forsanger Jens Erik gravede i 2015!

10. SKYWALKER: “Ellis”

9. LITTLE BROTHER: “Terrace”

8. COUNTERPARTS: “Tragedy Will Find Us”

7. STICK TO YOUR GUNS: “Disobedient”

6. ENTER SHIKARI: “The Mindsweep”

5. BRING ME THE HORIZON: “That’s the Spirit”

4. NECK DEEP: “Life’s Not Out to Get You”

3. CROOKS UK: “Are We All the Same Distance Apart”

2. KNUCKLE PUCK: “Copacetic”

1. FOUR YEAR STRONG: “Four Year Strong”


 

Det var det! Redaktionen vil gerne sige mange tak for i år – vi glæder os til et fantastisk 2016 med forhåbentlig endnu flere fede plader og koncerter! Hvad synes du, der var det fedeste musik i 2015??