Det virker som om, at alle artikler om/anmeldelser af både DEAFHEAVEN og MYRKUR skal handle om, hvordan de er outsidere på metalscenen, om de problemer, de har med at blive accepteret og ikke mindst hvor un-tr00 de er. Hvis I vil læse om det, så er både Blastbeast, Soundvenue og Poplish(!) leveringsdygtige (notér Devilutions åbning på deres anmeldelse af koncerten). Personligt synes jeg, at det altid er utroligt morsomt, når fans bliver alt for beskyttende omkring deres genrer, så jo flere bands, der kan prikke til det, desto bedre. Det er da også tydeligt at se på publikum denne aften i Amager Bio, at koncerten har fået dækning udover de traditionelle medier herhjemme – der er langt flere tophuer og secondhandskjorter med sløj pasform stoppet ned i bukserne, end man er vant til.

MYRKUR (DK)

Den ene halvdel af redaktionen + fotograf + entourage ankommer som altid fashionably late (vi lærer nok aldrig ikke at være så tidsoptimistiske om, hvor lang tid det altid tager at komme ud ad døren, når man også lige skal nå et sidste nummer og en øl) – Myrkur er netop gået på, så vi skynder os i garderoben og så i baren for derefter at finde plads oppe foran scenen. Der er velbesøgt i Amager Bio denne aften, uden at være proppet.

myrkur

Selvom jeg om nogen har været skeptisk omkring MYRKUR, specielt ovenpå den ret horrible koncert på Roskilde Festival sidste år, så er jeg helt nede med hende i aften. Jeg har ingen idé om hvilke numre, hun kommer igennem (udover “Onde Børn”), men jeg kan lide, hvad jeg hører. På papiret er hendes elver-black metal-hybrid overhovedet ikke være mig, men måske er det de seks-syv sorte guld, som jeg har sluttet før koncertet, der farver oplevelsen. Lyden er god, hun virker mere selvsikker på scenen (selvom der stadig skal arbejdes lidt på hendes guitararbejde), og hun formår i det hele taget at trække mig ind i det stemningsunivers, som hendes musik lægger op til. Det hele slutter kun med hende på scenen, der fremfører et Bathory-cover kun med klaver og hendes vokal – det minder lidt om det der EVANESCENCE-nummer fra den Daredevil-film med Ben Affleck, som er voldsomt undervurderet (filmen, ikke nummeret).

DEAFHEAVEN (US)

Jeg har set utroligt meget frem til DEAFHEAVEN – i modsætning til MYRKUR leverede de varen på Roskilde Festival – og med et solidt nyt album i baggagen, som vi efter grundig research på Setlist.fm har luret os frem, at de spiller fra start til slut, er forventningerne høje. De kommer da også rigtig godt fra start – bandet lægger ud med “Brought to the Water”, og forsangeren George Clarke kommer ind på scenen med 100 km/t uden næsten at få foden af speederen på noget tidspunkt.

deafheaven

Desværre formår DEAFHEAVEN ikke rigtigt at fange mig i aften. Scenen er for mit vedkommende alt for stor til rigtigt at trække mig ind i deres lyd, der i forvejen heller ikke er høj nok til at være så altopslugende, som det efter min mening skal være til den her slags musik. Desuden er bandet utroligt stenet at se på – specielt bassisten er irriterende stillestående. Dog skal der være et shoutout til Duracell-kaninen på trommerne, der virkelig får straffet dem igennem.

Numrenes kvalitet i sig selv kan man ikke pille ved, specielt ikke de to ekstranumre fra Sunbather vi får som afslutning, men faktum er, at DEAFHEAVEN skuffer mig denne aften. Det var langt fra en direkte dårlig koncert, men mit forventningsniveau blev desværre ikke afstemt med selve oplevelsen. Ærgerligt, da jeg havde set frem til koncerten, men hey, what are you gonna do?

Sidste gang vi anmeldte DEAFHEAVEN var helt tilbage i 2013 på Templet i Lyngby, hvor de fik hele 7 ud af 7 episke skovbilleder – denne gang kan vi nok kun kæmpe os op på en 3-4 stykker.

Alle billeder er skudt af DUDE MANORs husfotograf Tore Knudsen!