I søndags var jeg inde og se BEARTOOTH. Det var som sådan fedt nok, at de kiggede forbi, men det blev endnu bedre, at de havde valgt post-hardcore-fyrene i VANNA og de engelske pop-punk-håb TRASH BOAT som opvarmning.

VANNA har gennemgået en ret skæg udvikling fra et være et klassisk skåret MySpace-band til nu at være en flok behårede dudes i flannelskjorter, der hænger ud i tattoo-shops – ufatteligt, hvad der kan ske, bare man udskifter alle sine medlemmer.

TRASH BOAT fangede jeg til den engelske endagsfestival SLAM DUNK tidligere på året, men der lagde de ud omkring kl. 2 om eftermiddagen og jeg havde kun lige fået hældt én enkelt pint indenbords – ikke optimale forhold for at være i stødet til at pege fingre og synge med på tekster om forliste forhold, man godt lidt selv ved, at man var skyld i.

BRING ME THE HORIZON havde valgt at ligge deres tredje show i Danmark i løbet af et år (+ én dag) samme aften i Falkonersalen. Ret sjovt, at de konsekvent fucker tingene lidt op for BEARTOOTH – i VEGA sidste år var køen så lang og åbnede blot en halv time før, at de gik på, så mange gik glip af dem, og ja, denne gang valgte de så bare direkte at spille samme dag et andet sted. Det var derfor med spænding, at jeg + to venner bevægede os mod Pumpehuset – der er unægteligt en del overlap mellem de to bands fangrupper, så hvad havde folk valgt denne aften? Og var det i virkeligheden kun dem, der var for fattige til at se BRING ME THE HORIZON med en billetpris på de +400 kroner, der var at finde i Pumpehuset?

TRASH BOAT

TRASH BOATs debutskive “Nothing I Write You Can Change What You’ve Been Through” er en klokkeklar contender til årets album – engelsk pop-punk har det virkelig godt disse år. Derfor er det også vigtigt, at vi når frem i tide til kl. 19, hvor de er sat til at gå på.

img_4951

Drengene lægger ud med “How Selfish I Seem”, en SUM 41 omkring “Does This Look Infected?”-esque banger, som med det samme sætter gang i publikum. Det er tydeligt, at ikke særligt mange er kommet herind for at se dem – jeg fanger et par folk oppe foran, der får sunget med og peget på forsangeren under de vigtigste lyrikbidder, men i klassisk teen-stil har de forreste koncertgængere barrikaderet sig deroppe for at sikre sig deres plads til aftenens hovednavn. TRASH BOAT formår dog at få deres hoveder til at nikke med, som de kommer igennem bandets syv-otte numre. De er hovedsageligt taget fra deres debutplade, men også med en enkelt afstikker til deres EP’er i form af nummeret “Perspective” – os gamle OG’s kigger anerkendende på hinanden, da de fyrer op for den og mæsker os i vores selvfedhed.

TRASH BOAT leverer en solid præstation, hvor forsangerens vokal dog har problemer med at følge med hele vejen igennem. Hvis publikum havde været mere bekendt med teksterne, kunne de sikkert have båret dem hjem, men helt op at ringe kommer vi aldrig. De gode numre fornægter sig dog ikke, så vi satser på et snarligt gensyn! Så må vi lige komme i lidt bedre tid, så der er mere plads til os oppe foran.

VANNA

Det bliver her lynhurtigt klart, at det er tid til at få vores helt store føler på. VANNA går på til “Paranoia Euphoria” fra deres nyeste skive, “All Hell”, og bandets energiniveau går fra 0-100 med det samme. Det er vredt og tungt og melodisk, det er rigtig fedt, og det går op for mig, at VANNA faktisk er et superundervurderet band. Deres grundelementer er ikke originale, men den måde, som de kombinerer dem, løfter det hele op.

vanna

Forsanger Davey Muise kører en lille sidetjans som motivational speaker, og det får han da også vist lidt af denne aften. Vi bliver mindet om, at vi er kommet for at feste, at alle er hjemme her – klichéer, men han overvinder dem med sin charme og oprigtighed. Det bliver måske lidt for meget, når han bevæger sig ud blandt publikum for at synge den akustiske afslutning på “Flower” omringet af koncertgængerne. Til gengæld får han under sidste nummer “Digging” hevet en god del af dem med op på scenen (en af drengene får endda lov til at snuppe mikrofonen helt og synge sidste omkvæd), og det skal man være en ret bitter og indebrændt person for ikke at synes er fedt.

VANNA kører den hjem denne aften. Lyden spiller, den rene vokal, som ofte kan være hæmskoen for disse bands, fungerer, og bandet spiller tight. Jeg kunne sagtens nævne en del sange, som jeg gerne havde set i deres sætliste, men så er der jo lidt at se frem til, når de næste gang kigger forbi. Forhåbentlig går der ikke fire år igen.

BEARTOOTH

Første gang jeg skulle se BEARTOOTH nåede jeg ikke at komme ind pga. køen (og jeg forsøgte i min iver endda at smide “jeg er på listen”-kortet, uf). Anden gang var på COPENHELL i år, hvor de ikke lød superskarpe, specielt ikke supportvokalist og bassist Oshie Bishar (som jo ellers leverede vokal til en af mine absolutte favorit-pop-punkgrupper CITY LIGHTS). Derfor er forventningerne også nedjusterede lidt denne aften – kan næsten ikke bære at skulle blive skuffet igen.

Heldigvis formår de at levere et rigtig godt show. Selvom jeg ikke er helt så meget oppe at ringe over dem som dengang, da debutten “Disgusting” lige var udkommet, så er det svært for mig at finde noget at brokke mig over denne aften. Det er også virkelig tydeligt, at de har opbygget en ret solid fanbase herhjemme – er MyRock en større influencer, end jeg lige gik og troede? Ungerne oppe foran flyver rundt til højre og venstre, og forsanger Caleb Shomo har dem i sin hule hånd.

Endnu mere overraskende er det dog at se det virkeligt blandede publikum denne aften. Jeg ser flere folk i AMON AMARTH- og CANNIBAL CORPSE-tee’s og endda et par ældre fyre, den ene med tysk powermetal-nakkehår, den anden skaldet, som synger med på hver eneste sang – ja, en battlevest med ICED EARTH- og HAMMERFALL-patches bliver det også til. I USA har BEARTOOTH været smarte og business savvy ved at hoppe med på en del af de der rawk- og metalfestivaler i midtvesten, hvor de står under bands som FIVE FINGER DEATH PUNCH og DISTURBED – festivaler, hvor publikum er glade, bare der er skruet godt op for distortionen og der kan kastes nogle horn (samme move har bl.a. OF MICE & MEN og MISS MAY I foretaget sig). Er der noget overlap her i forhold til det danske publikum? Værd at tænke over.

Hvor om alting er, så afslutter BEARTOOTH aftenen rigtig fint. Med en solid optræden og to rigtigt fede opvarmningsband er det svært at sætte en finger på særligt meget, og ud fra smilene og energien fra publikum bagefter er det tydeligt, at jeg ikke står alene med den holdning.