Nogle gange laver man en aftale, som man tænker “ja ja, der går jo lang tid før, at jeg det indhenter mig – det behøver jeg ikke at bekymre mig om nu”. Men det sker altid. Det er derfor, at jeg søndag d. 5. marts 2017 befinder mig blandt en masse mænd med tvivlsomme gedeskæg og kvinder, der ligner stamkunder i Black No. 1 i Pisserenden, til DEVIN TOWNSEND PROJECT i Amager Bio – rimelig langt ude af Dude Manors comfort zone, hvor vi er vant til fyre med tophuer og piger med septumpiercinger og Instagramprofiler, som deres forældre bestemt ikke skal se.

Førnævnte aftale? Min gode ven Daniel Sarup skulle med til BEARTOOTH i Pumpehuset (en herlig aften, som du kan læse alt om lige her) og ja, jeg skulle så ind og se DEVIN TOWNSEND PROJECT. Oh well, han havde inden da spillet et par numre for mig med elementer, der lød lidt af breakdowns, og BETWEEN THE BURIED AND ME var med som opvarmning, så helt galt kunne det vel næppe gå!

BETWEEN THE BURIED AND ME (US)

Det er hånden på hjertet (okay, det er selvsagt, her på DUDE MANOR lægger vi altid alle kort på bordet) lang tid siden, at jeg egentlig har lyttet til BETWEEN THE BURIED AND ME. Tilbage i midt-00’erne var de stadig på VICTORY RECORDS, der for enhver MySpace-knægt står som et pladeselskab med nogle af de vigtigste kunstnere i de søde emo/scene-tider. Derfor tjekkede man glædeligt enhver ny kunstner ud, som var med på sampler-CD’erne i sine TAKING BACK SUNDAY- og HAWTHORNE HEIGHTS-skiver (brb, sætter lige “Ohio Is For Lovers” på). BETWEEN THE BURIED AND ME stak dengang ud med en mere progressivt tilgang til hardcore-genren, som jeg virkelig gjorde en indsats for at kunne li’ (man ville jo gerne virke hævet over masserne). En plade som “Colors” fra 2007 er et lille mesterværk, men siden dengang er det altså ikke meget, jeg har lyttet til dem.

Det er derfor med spænding, at mit koncerthold og jeg ankommer små ti minutter inde i deres sæt (jeg spørger en fyr ude foran Amager Bio, da vi ankommer, om andet band er gået i gang: “ja ja, de har vist allerede spillet to-tre numre” – deres første nummer på tourens sætliste varer 12 minutter). Jeg har tidligere på dagen luret deres sætliste for lige at gøre mig klar over, hvad jeg kan forvente, og selvom det er blevet en del mere gøglet og progressivt, så har det stadig en masse fede elementer.

BETWEEN THE BURIED AND ME formår i den grad at tilfredsstille denne aften. Udover at man kan ønske lidt højere vokal sidder lyden i skabet – jeg har tidligere læst et par skrækhistorier om deres formåen live kontra på plade, men her er der intet at komme efter. De er velspillende og publikum virker begejstrede – de skal nok score sig et par nye fans. Okay, det der oompa oompa-orgel, som forsanger Tommy Rogers får hamret lidt på, kan jeg nok godt være foruden, men under omstændighederne kan jeg godt lege med.

De spiller ikke nogle numre fra dengang, hvor man til nøds godt kunne kalde dem et hardcore-band. Det bliver faktisk kun til seks skæringer, hvoraf det ældste, åbningsnummeret, er fra “The Great Misdirect”, der udkom i 2009. Her hoppede de med begge ben i prog-poolen uden at se sig tilbage, og fred være med det. Jeg har dog netop læst, at de planlægger en turné, hvor de vil spille hele “Colors” i anledning af tiårs-jubilæet. Jeg krydser fingre for, at Danmark kommer med på den tourplan.

DEVIN TOWNSEND PROJECT

Hvorfor har det krævet en byttehandel at hive mig med til DEVIN TOWNSEND PROJECT denne søndag aften? Vi kan jo lige tage et kig på et par af hans albumcovers:

devin townsend project - epicloud devin townsend project- retinal circus

Så det…

Jeg har dog hørt gode historier om manden live (jeg tror nok, jeg var til hans koncert på Roskilde Festival i 2013, men det husker jeg ikke rigtigt noget af), og hvad fanden, nogle gange er det vel også sundt lige at komme væk fra KB18 og mænd i start-tyverne, der råber om ekskærester til et publikum på omkring de 30-40 mennesker.

devin townsend project

Lad det være sagt med det samme: Jeg er supergodt underholdt hele aftenen. Jeg har absolut intet styr på mandens diskografi og om han har sammensat en ordentlig sætliste, men ved koncertens slutning står jeg tilbage og tænker, at jeg snildt kunne have brugt halvanden time meget værre. Selvom jeg godt kan være foruden de sange, hvor han slår lidt for meget over i det symfoniske, så er der også mange øjeblikke, der sætter gang i nakkemusklerne og man ikke kan lade være med at nikke med på et par rigtigt tunge riffs. Hele bandet spiller også forrygende – det hører sig ligesom med til genren, at man har nogle ordentlige musikere med på tour.

Det skal desuden også siges, at Devin Townsends evner som frontmand i høj grad er med til at gøre det til en solid koncert. Han er seriøst underholdende og vittig uden at det bliver forceret – jeg var inden koncerten nervøs for, at det ville glide over i en lidt for tåkrummende nørdhumor, men han gør dette til skamme. Han er yderst bevidst om, hvilken slags musik han spiller og formår at ramme en balance, hvor han sagtens kan lave sjov med det, men også tager det seriøst. Det tror jeg i høj grad er med til at gøre oplevelsen med DEVIN TOWNSEND PROJECT denne aften i Amager Bio til en positiv oplevelse. Jeg tænker endda bagefter – dare I say it? – at jeg måske godt kan lokkes med, næste gang han svinger forbi København. Århus vil nok være at presse den.