BLINK-182 var introduktionen, men NEW FOUND GLORY var dem, der dukkede op, når man lige tog et dybere spadestik ned i pop-punken tilbage i slut-90’erne/start-00’erne. Deres video til “My Friends Over You” er essentiel millenium-pop-punk-æstetik med store Dickies-shorts, omvendt New Era-cap og MTV-venlige shenanigans. Albummet “Sticks and Stones”, hvorfra førnævnte nummer stammer fra, er obligatorisk på pop-punk-pensummet, men NEW FOUND GLORY har siden deres spæde start i 1997 i Florida leveret bangers for days og har altid stået klar på anlægget, når pigerne har været nederen og man bare ville hænge med drengene.

DUDE MANOR var derfor selvfølgelig på pletten, da de annoncerede, at deres 20 Years of Pop-Punk-turné ville ramme Europa med en tætpakket weekend i London, hvor de ville spille deres første seks albums fordelt over tre aftener. Klar ved tastaturet kl. 11 en formiddag tilbage i foråret (“så det er sådan her, det føles, når mine venner ser, at Kendrick Lamar rammer Royal Arena…”) fik vi landet billetter til det ene redaktionsmedlem og tre venner. Sidste weekend var det så endelig tid til at pakke tasken – selvfølgelig efter at have kæmpet med hvilke band-tee’s, man gerne ville reppe til de tre koncerter – og smutte en tur til England.

FREDAG: “STICKS AND STONES” + “NEW FOUND GLORY”

Første aften byder på den nok stærkeste kombination af de tre aftener. Som tidligere nævnt er “Sticks and Stones” så vanvittigt fed og proppet med pop-punk-bangers, at det den dag i dag er en uomgåelig klassiker, og “New Found Glory” er jeg ret sikker på lyder som, hvis du spiller American Pie-filmene bagfra. Ingen tvivl om, at vi kommer til at gå hæse og gennemsvedige hjem den her aften.

NEW FOUND GLORY har på hele turnéen hevet de engelske drenge i ROAM med. Jeg har givet dem et par lyt her og der uden at være blevet blæst helt væk – de lyder lidt som en engelsk udgave af SET YOUR GOALS (SET YON GOALS?), uden dog at have helt samme sans for ørehængere.

Koncerterne er indrettet sådan, at vi lægger ud på det største spillested O2 Forum med plads til omkring 2300 mennesker, hvorefter vi rykker ned til 1100 og til sidst 500. Derfor er det også noget af en udfordring for ROAM at få gang i publikum denne første aften, hvor det underligt nok ikke virker som om, at særligt mange er bekendt med deres musik. Forsangeren lader sig dog ikke hæfte ved det og pacer rundt på scenen nærmest konstant i løbet af den cirka halve time, som de har fået tildelt. Bandet har også været fornuftige nok i deres sangskrivning og sørget for, at den ene guitarist får lov til at stå for cirka halvdelen af vokalen, så forsangeren kan bruge det meste af sin energi på at mime med og gejle publikum op – effektivt!

Vi får lov til at vente en halv times tid, før at aftenens hovednavn NEW FOUND GLORY rammer scenen til tonerne af RICK ASTLEYs “Never Gonna Give You Up” – klassisk farhumor. Det er tydeligt, at publikum har glædet sig til det her – så snart, at åbningstonerne fra “Understatement” rammer O2 Forums højttalere, så er der ikke en krop, der står stille.

Bandet har sjovt nok valgt at blande sangene fra de to albums i løbet af aftenen i stedet for blot at spille dem fra start til slut. En modig beslutning, der specielt hos en i rejseselskabet ikke blevet modtaget med overdrevet entusiasme. Det viser sig dog at fungere fantastisk, da det både holder folk på tæerne og giver NEW FOUND GLORY meget bedre mulighed for at afpasse koncerten i forhold til bangers og sjælere.

Undervejs får vi to numre fra deres nyeste plade “Makes Me Sick”, “Party on Apocalypse” og “Happy Being Miserable”. Selve pladen bed sig ikke voldsomt fast hos undertegnede efter de første par gennemlytninger, men klemt ind her til koncerten fungerer begge numre faktisk rigtig godt og fremstår bedre end de gjorde på pladen. Det er dog tydeligt ud fra reaktionerne fra et af de nye numre og videre til et af de gamle, hvad publikum er kommet for at høre, og fred være med det.

Aftenen slutter en encore bestående af “Ballad of the Lost Romantics”, “The Story So Far” – de vælger skuffende nok ikke at spille den 26 minutter lange udgave med det skjulte ekstranummer fra albummet – og så selvfølgelig megahittet “My Friends Over You”.

Vi forlader O2 Forum nærmest svævende som efter en sommerferie ved Lake Michigan (if you know, you know) og slutter aftenen af med en hurtig Iron Maiden-bajer på fad ved vores lokale metalpub + en omgang fried chicken fra den nærmeste natmadspusher.

LØRDAG: “CATALYST” + “NOT WITHOUT A FIGHT”

Om lørdagen er det tid til deres to mere hardcore-inspirerede skæringer (så hardcore, som NEW FOUND GLORY kan være udenfor side-EP’en “International Superheroes of Hardcore”). Begge albums indeholder masser af NEW FOUND GLORY-klassikere, men er samtidig lidt mere front-loadede i forhold til de to albums fra aftenen før, så her giver det go’ mening, at de vælger at blande numrene.

Vi troede, at vi kunne time vores pre-gaming ud fra gårsdagens tidsplan (ROAM valgte vi hurtigt at skære fra, da vi godt kunne se, at vi så ikke ville nå igennem vores enliters flaske Russian Standard og 15 Cold Activated Coors Light (“when the mountains turn blue, your beer is as cold as the Rockies) tids nok – de benhårde prioriteringer, man må tage som musikanmelder.), men da vi ankommer 20:30 er bandet allerede gået på – yikes! Vi får hurtigt møvet os frem i ægte røvhulsstil – det skal dog siges, at der faktisk er overraskende god plads oppe foran scenen – og falder hurtigt i et med mængden, der skråler med på “Right Where We Left Off” fra “Not Without a Fight”.

Vi bliver denne aften forkælet med en verdenspremiere: NEW FOUND GLORY vælger at spille deres calypso/”Under the Sea”-inspirerede nummer “The Sound of Two Voices” fra “Makes Me Sick” live for første gang. Det er et nummer, som jeg græmmede mig lidt over første gang, jeg hørte det, men her til aften, i en kombination af eufori og en solid brandert, så fungerer det helt godt – det er faktisk et helt fint nummer! Dejligt, at de drenge stadig kan overraske her 20 år efter. Nummeret lyder faktisk lidt som noget fra den nye Paramore-skive, hvilket må stikke lidt i den nyligt skilte guitarist Chads hjerte.

Herefter glider vi over i “Truck Stop Blues”, og så kører vi ellers bare på indtil vi selvfølgelig slutter af med hovednummeret fra “Catalyst”, “All Downhill From Here”. På vej ud kommer vi i tanke om, at vi faktisk ikke har købt en eneste øl til koncerten i aften – det tyder ikke kun på, at vi ved ankomst allerede var godt kørende, men at NEW FOUND GLORY igen leverede en forrygende optræden.

SØNDAG: “NOTHING GOLD CAN STAY” + “COMING HOME”

Fra en verdenspremiere til en anden: søndag aften spiller NEW FOUND GLORY en kombination af albums på turnéen, som de ikke har kastet sig ud i før, nemlig deres debutalbum fra 1999 “Nothing Gold Can Stay” og så den polariserende skive “COMING HOME” fra 2006, hvor de til deres pressebilleder valgte at gå klædt sådan her:

En aften tydeligvis fyldt med kontraster. Notér også det sleske look på nu tidligere guitarist Steve Kleins fjæs yderst til højre – how little we knew…

Jeg kryber her til korset og indrømmer, at jeg faktisk ikke kan huske at have lyttet “Nothing Gold Can Stay” sådan hele vejen igennem. I sin tid hoppede jeg først på med “Sticks and Stones” og sammenlignet med den plade kan man godt høre, at de stadig var i gang med at finde deres form på det album. Til gengæld var jeg, og er stadig, kæmpefan af “Coming Home”, som indeholder nogle af New Found Glorys bedste sange, på trods af, at de falder lidt udenfor kategori.

I aften får de sange dog lov til at få lidt ekstra oomph og smæk på guitaren, og det giver dem et løft, der får dem til at passe perfekt ind i drengenes bagkatalog. Jeg er også ret overrasket over reaktionen fra publikum, der tager stærkt imod alle numrene fra “Coming Home” – i betragtning af skivens lidt lunkne modtagelse i 2006 virker det i aften ikke som om, at bandet havde behov for at bevise noget med “Not Without a Fight” i 2009.

Man kan dog også godt mærke på størstedelen af publikum i aften, at de har brugt det meste energi de to forrige aftener. Der bliver da stadig sunget med og peget fingre under omkvædene, men helt samme kampgejst er svær at spore den. Til gengæld er der ikke nogle former for metaltræthed at spore hos bandet, der kører på med samme energi som de forrige aftener. Samspillet mellem Chad og forsanger Jordan kører på med ufortrøden energi, og selvom alle deres jokes måske ikke helt lander, så er det alt i alt en omgang go’ witty banter i hvad der må betragtes som the witty banters hjemland. En sjov anekdote er, at Jordan lånte penge af sin søster til at indspille deres første plade og han vistnok aldrig lige fik betalt dem tilbage – klassisk pop-punk-douchestil.

Vi får hen mod slutningen lov til at hoppe rundt til “Hit or Miss” en ekstra gang, da nummeret jo havde sin oprindelige premiere på “Nothing Gold Can Stay”, inden det lige fik en nødvendig omgang MTV-glanspolering til det næste album. Derefter er der en encore, der byder på det obskure nummer “Certain” fra en forlængst glemt compilation, to numre fra “Coming Home” og så til sidst – ja, her får vi simpelthen “My Friends Over You” én gang til for at slutte aftenen med et brag. Jeg brokker mig bestemt ikke og hele holdet kaster sig ud i en absolut sidste energiudladning – perfekt afslutning på tre perfekte koncerter.

new found glory sold out at underworldSelvom NEW FOUND GLORY i dag ikke udgiver albums, der er lige så skelsættende inden for genren som deres første par albums, så er det alligevel imponerende, at de med deres seks første plader kan sammensætte så stærk en turné. Det er virkelig et fåtal af bands i min Spotify-samling, som jeg vil mene kan gøre det samme, og alene for det fortjener de den gyldne red cup, når de en dag vælger at kalde det quits. Men ud fra deres tour-merch, så går der nok egentlig lang tid før, at det bliver relevant:

new found glory forever

Mange tak til Lykke Nielsen for lån af billeder – rigtig go’ pop-punk-stil <3 !