I sidste uge var vi så heldige, at et af årets absolutte tungeste tour-lineups ramte København i form af de australske deathcore-dudes i THY ART IS MURDER + support.

Hovednavnet var nok til at få mig til at bede om en akkredite– købe billet, men oven i det havde de også medbragt en voldsom stærk gruppe af bands til at varme op for dem: Djent-drengene i AFTER THE BURIAL, de vanvittigt tunge OCEANO og så JUSTICE FOR THE DAMNED, der tidligere på året albumdebuterede med “Dragged Through the Dirt”, en dejligt smadret hardcore-udgivelse, der både havde lidt blackened hardcore og pumper-riffs a la HARMS WAY. Alt i alt en voldsomt stærk pakke, der garanterede, at nærmest alt, hvad der kunne kravle og gå af deathcore-unger med offensive sloganer på ryggen af deres tee’s nok skulle dukke op. THY ART IS MURDER har dog nydt lidt crossover-succes herhjemme efter at have været support for PARKWAY DRIVE og spillet på COPENHELL, hvorfor der også var masser af upraktiske nitter på cargo-bukser og forvaskede death metal-tee’s at se i den udsolgte Lille Vega-sal.

JUSTICE FOR THE DAMNED 

Kl. 19:00 er det op til de unge dudes i JUSTICE FOR THE DAMNED at få sat gang i det publikum, der har fået taget sig sammen til at dukke op/har modtaget memoet om, at første band går på allerede nu. De kører en rigtig fed MALEVOLENCE/DESOLATED-stil med en blanding af træningsbukser og klassisk 90’er-teenage-metalfan-look – meget nutidigt. Specielt guitaristen ude til højres look med fesent overskæg kombineret med neck tattoo og baggy mosh-shorts er rigtig skarpt!

justice for the damned

Første nummer er åbningsnummeret fra pladen af samme navn. Der lægges ud med en heftig omgang blastbeats og black metal-fræsen på guitaren, inden der bliver proklameret et “URGH” og vi glider over i en go’ omgang hardcore-bounce, der enhver anden dag godt kunne havde sat gang i dansegulvet på KB18. Vokalisten spænder generelt mellem en CONVERGE-esque utydig råben og den mere klassiske hardcore-vokal med lidt mere distortion, som fungerer rigtig godt sammen.

Det tager lidt tid for publikum at få varmet sig op (bortset fra en lyshåret headbanger oppe foran med puddelhår, men han virker som typen, der nok kan li’ al live-metal), men hen mod slutningen lykkes det at få liv i aftenens første circle pit. Et par hardcore-kids får også på opfordring af forsangeren sat gang i two-steppen, der hurtigt får spredt folk ud i salen af frygt for svingende lemmer i fjæs.

Sidste nummer i løbet af de 20-25 minutter, som JUSTICE FOR THE DAMNED har fået tildelt, bliver “Please Don’t Leave Me”. Det er en rigtig solid banger, som har et forrygende præ-breakdown call out med lyrikken “YOUR VIOLENCE IS A SICKNESS!” – jeg siger jer, hvis jeg lige på det tidspunkt kunne huske den tekst, så ville jeg ha’ gået efter mikrofonen!

Alt i alt er jeg ganske tilfreds med JUSTICE FOR THE DAMNEDs første optræden på dansk grund, selvom det tydeligvis krævede sit at få gang i publikum som første band på scenen. Hvis deres merch-game var lidt federe og jeg ikke gik og sparede penge op til en udenlandsrejse i november, så hoppede jeg direkte ned i merchboden!

OCEANO 

Jeg er forberedt på, at OCEANO bliver tungt, men at det skulle blive så vanvittigt heftigt, det havde jeg alligevel ikke set komme. Ikke så meget pis: deres bæst af en forsanger kommer op på scenen, forklarer lige hurtigt, at de altså er OCEANO, og at folk “should start moving – NOW.” Og så bliver der ellers slået hårdt ned på den seks-strengede, tunet ned i Drop Tungt (info: jeg får at vide af guitaristen efter showet, at de faktisk ikke spiller i så voldsom lav en tuning – deres hemmelighed ligger i guitartonen).

OCEANOs styrke har aldrig rigtig ligget i, at man kan differentiere mellem deres numre. Det er tungt fra start til slut, med enkelte bidder her og der, hvor man lige stopper op og tænker “hov, det her kan jeg da godt genkende fra en tidligere gennemlytning”. På plade fungerer det rigtig fint for mig, når jeg er nede for at løfte lidt jern eller bare vil have noget, der er rigtig tungt kørende i baggrunden, men det er ikke sådan, at der er enkelte numre fra dem, jeg får lyst til at lytte til af og til.

Livemæssigt er OCEANO dog et helt andet bæst. Kender I det, når man lytter til noget, der bare er så vanvittigt på den ene eller anden måde, at man bare må smile helt smøret og tænke “fuuuck, det her er jo for sindssygt”? Sådan er det at opleve OCEANO live. Det er så bestialsk tungt og grumt, at man må ryste på hovedet og fuldkommen overgive sig til oplevelsen. På trods af, at det går så tungt, så er det lang tid siden, at jeg har set så mange smil blandt publikum, når jeg kigger mig omkring.

Forsangerens Adam Warrens livevokal fungerer helt eminent, som han hopper mellem klassisk vred deathcorevokal og så går en oktav eller to dybere ned, som om at der bliver hidkaldt et eller andet bæst fra helvede. Og som kontrast får vi lige halvvejs en introduktion til bandet og hvad de står for: uanset hvor tungt og vredt, deres musik måske lyder, så er deres formål i aften, at vi alle går herfra og gør én god ting, stort som småt, og at vi ved, vi kan gøre en forskel. Det lyder måske corny skrevet ned her, men bliver leveret med sådan en tro og selvsikkerhed, at man kortvarigt står tilbage med kuldegysninger – det vil sige, lige indtil de går i gang med næste nummer og man igen bliver blæst fuldkommen bagover.

OCEANO leverer uden tvivl aftenens fedeste optræden. Adam Warren har en tilstedeværelse på scenen, som jeg sjældent har oplevet, og hele showet er lige præcis så langt, at man går derfra med appetit på mere, uden man samtidig er skuffet. Helt forrygende.

AFTER THE BURIAL 

Ret skal være ret: Jeg misser lidt over halvdelen af AFTER THE BURIALs koncert, da jeg + tre venner falder i snak med OCEANOs guitarist ude foran efter deres optræden. Her får vi lige vendt løst og fast (og selvfølgelig bekræftet, at vi nok har været et af deres fedeste publikums på touren) inden en ung ihærdig metaldude får lokket ham med til at ryge lidt weed – band members will be band members.

AFTER THE BURIAL står for aftenens djent-indslag. De leverer en ganske fin optræden, hvor jeg i modsætning til OCEANO bagefter kan huske enkelte melodiske elementer, og forsangerens vokal også har lidt mere spændvidde. Til gengæld er jeg bare heller ikke fuldkommen blæst væk og jeg får mest af alt indtrykket af, at jeg nok burde have lyttet lidt mere til dem inden koncerten i aften. Der er nemlig helt sikkert ting i deres musik, som jeg sagtens kan være nede med (og til pre-gaming inden fik jeg også hørt et par numre, hvor jeg lige fik nikket anerkendende), men i aften mangler jeg lige det sidste. Det er dog nok også bare mig, der stadig lige skal have vejret efter OCEANOs kraftpræstation lige før, for jeg kan da se blandt publikum, at mange andre er vildt begejstrede. Oh well, jeg må læse bedre op til næste gang, at de kigger forbi!

THY ART IS MURDER

Lettere forsinket er det aftenens hovednavn fra Australien THY ART IS MURDERs tur til at ramme Lille Vegas scene. Publikum chanter i kor “CJ! CJ” efter forsanger CJ McMahon, der har været ude af bandet i et lille års tid efter lidt problemer med stoffer og brok over manglende indtjening fra de hårde tourliv – I ved, klassiske band-ting. Nu er han dog tilbage, og der er ingen tvivl om, at hans personlighed klart har noget at gøre med, hvor langt THY ART IS MURDER er nået i dag.

Åbningsnummeret er “Dear Desolation” fra den nyeste plade af samme navn. Bandet lige får lov til at fyre op, inden CJ med hætte og vredt nedadvendt ansigt træder ind på scenen til jubel og fyrer op for hans genkendelige vokal. Der er dog med det samme lidt problemer med hans mikrofon, men det bliver ret hurtigt løst, og så er vi ellers i gang. Der er ikke tvivl om, at mange har set frem til det her.

Allerede som tredje nummer får vi “The Purest Strain of Hate”, der er selvskrevet til enhver Deathcore 101-playliste på Spotify (more like Deathcore 000, am I right?? Like og del, hvis I forstår). Herefter ryger vi dog ud i endnu en omgang tekniske problemer. CJ får her lov til lige at give den lidt gas som frontmand og kører en spontan omgang spørgerunde, hvor publikum kan få spurgt om mere eller mindre fjollede ting. Inden da vil han dog godt lige have at vide, hvordan man siger “cunt” på dansk. “Cunt” er charmerende nok, når det bliver sagt med en australsk accent og glimt i øjet (det er ligesom deres ting at kalde hinanden “cunts”), men når det herfra bliver til, at vi skal chante “Fisse! Fisse!”, ja, så bliver det sgu lige en omgang for Metaldanmark-bøvet til denne anmelders smag. Her trækker vi altså lige et point, også selvom CJ bekræfter, at hans kone er med på turnéen og bærer over med ham.

Nåh, tilbage til koncerten! Interessant nok får vi flest numre fra deres forrige plade “Holy War”, der ellers ikke fik den vildeste modtagelse dengang, inklusiv nummeret “Coffin Dragger”, hvor vokalisten fra JUSTICE FOR THE DAMNED lige får lov til at komme op og gribe mikrofonen undervejs. Bangeren “Puppet Master” med det nyklassiske præ-breakdown call out “THINK FOR YOUR FUCKIN’ SELF!”, hvor man tænker, om t-shirt-rygprintet eller selve sangteksten kom først, får selvfølgelig pitten til at gå fuldkommen amok. Derefter får vi lige “Holy War” og “Light Bearer” fra forrige plade, inden bandet går af scenen.

Meeeen vi har jo ikke hørt “Reign of Darkness” endnu. Og jep, de kommer selvfølgelig tilbage for lige at slutte af med åbningsbangeren fra deres gennembrudsplade “Hate”, som får hele salen til at give den sidste kraftanstrengelse.

THY ART IS MURDER leverer en hel solid optræden i aften. CJ skulle angiveligt havde pådraget sig en mindre forkølelse, hvorfor han tidligere på dagen måtte takke nej til en gæsteindspilning hos et prominent dansk band indenfor samme scene (vi gætter her på redaktionen på Siamese, der rygtes at gå deathcore på næste udgivelse), men udover lidt måske manglende entusiasme under koncerten er der ikke voldsomt meget at sætte på hans vokal. Folk fik, hvad de kom efter, men herfra er der ingen tvivl om, at OCEANO forlader København som de ukronede konger af Lille Vega denne aften, hvis man altså skal udpege ét band. Alt i alt var det dog en forrygende tourpakke, der kiggede forbi, med lidt til enhver smag, og alligevel en solid rød tråd hele vejen igennem. Godt booket, Vega, og så endda på en fredag – ses på McKluud!

Vores fotograf var desværre blevet syg syg, men tjek de fede, ikke taget-med-iPhone-billeder ud, som Vegas fotograf fik skudt, lige her!