Fra den ene yderlighed til den anden: Hvor vi dagen før skulle trampe vredt i jorden til tunge breakdowns i Vega, da THY ART IS MURDER + venner kiggede forbi til en tung, tung aften, var det lørdag aften tid til at smide følelserne ud på tøjet, kaste sig om med red cups og føle, at kun dine venner forstår dig. Jep, den stod på pop-punk af allerhøjeste kaliber i Pumpehuset med NECK DEEP plus support.

De walisiske drenge i NECK DEEP, der med kometfart er strøget til tops pop-punk-verdenen og bevist, at der stadig er et publikum for powerakkorder og sange om, at det nok skal gå og vi lige skal huske at have det lidt fedt. Med sig havde de hevet de amerikanske føledrenge i REAL FRIENDS, AS IT IS og så BLOOD YOUTH, der stak lidt ud på plakaten med deres melodiske hardcore.

Vi gik desværre glip af både BLOOD YOUTH og AS IT IS, da vi blev fanget i en spontan omgang Klub 100 med pop-punk-tema til opvarmning, der hurtigt fik sendt promillen opad med raketfart. Det var egentlig meningen, at REAL FRIENDS skulle være gået på som band nummer to, men de havde byttet plads i sidste øjeblik med AS IT IS, og det valgte vi at tage som et tegn. Jo jo, vi prøvede da lige at time det med, at vi kunne få lov til at høre “Dial Tones”, som vi ud fra kyndig gennemgang af setlist.fm havde luret som AS IT IS’ sidste nummer, men det nåede vi kun lige at høre nede i garderoben. Ja ja, sådan kan det gå, de er alligevel også lidt for fløde-agtige.

REAL FRIENDS (US)

REAL FRIENDS er et af de bands, som det er allernemmest at lave sjov med, når det kommer til den mere følsomme side af pop-punk-genren. Lad os lige hoppe en tur ind på Azlyrics.com og finde et par udvalgte lyrikbidder:

“It’s 4am and you’re keeping me from closing these sleepy eyes
Does the thought of me keep you up at night?”

“No matter how bad I want you in my bed
I know that you found somebody else to be there for you
I’ll keep sleeping sideways in my empty bed”

“Every once in a while I listen to Death Cab and think about how it used to be”

“I’ll sit on my basement floor
Turn off all the lights and try to not think about you
Just know that when I’m down there
I’ll know that I wont be running through your mind”

Ja, vi kunne blive ved. Det her er nogle drenge, der virkelig bare føler igennem og hvor alting sker lidt for meget, men samtidig er det også så oprigtigt og hårdt følt, at det transcenderer det morsomme og bare bliver… godt. Det er musik, som er skrevet til, at du bare skal slå med knytnæven på brystet, pege igennem og huske alle de piger, som har trådt på dit hjerte, når du bare gerne ville være den rigtige for dem. Det skal der også være plads til.

real friends

Jeg fik faktisk set dem sidste år til den engelske festival SLAM DUNK, hvor forsangeren Dan Lambton desværre kæmpede med stemmen i en sådan grad, at det man undrer sig over, de overhovedet valgte at gennemføre koncerten. Derfor er det med stor spænding og glæde, at jeg har set frem til i aften, hvor de forhåbentlig er i topform til en omgang følefest i Pumpehuset.

Heldigvis bliver det lige præcis så perfekt, som jeg havde håbet på. De har linet en hitparade op fra deres efterhånden ret store bagkatalog, hvor specielt numre som “Mess”, “Colder Quicker” og “Loose Ends” er meget velkomne på aftenens sætliste. Måske er de lidt statiske oppe på scenen, men det kompenserer publikum i den grad for. Vi får en lille tale fra forsanger (men IKKE sangskriver, Rockfreaks! – det er bassisten Kyle, der står for dem) Dan om, at de her koncerter er vigtige for folk og hjælper dem med at komme lidt væk fra deres normale liv – klassisk, men føles alligevel helt rigtigt i den her sammenhæng.

REAL FRIENDS kunne sagtens spille en meget længere koncert, hvis det står til denne anmelder. Lyden fungerer fint hørt fra pitten af, og selvom den skulle være lidt off, så er det ikke noget, man ville bemærke med dette publikum omkring mig.

real friends

Efter koncerten påstod onde tunger, at forsanger Dan skulle have været en kende beruset på scenen. Om denne påstand havde noget på sig ved vi ikke, men som alle ægte sad bois er klar over, hjælper promillen på at få krænget de ægte tunge følelser ud, få strukket pegefingeren og få manet fortidens spøgelser i jorden.

NECK DEEP (UK)

Aftenens hovednavn har efterhånden opbygget en ret solid fanskare verdenen over, og selvom pop-punken ikke er kæmpestor i Danmark for at sige det mildt, så er det alligevel lykkedes dem at få opgraderet koncerten fra den lille sal. Der er på nuværende tidspunkt også godt pakket, og blandingen af helt unge tøser og… lad os kalde det fyre med lidt mere erfaring, vidner om, at de har formået at ramme en lyd, der appellerer både til os, der voksede op med BLINK-182, SUM 41 og NEW FOUND GLORY og den yngre målgruppe med deres Snapbook, Facetunes, sexting og hvadvedjeg.

neck deep

Jeg er endnu ikke helt oppe at ringe over deres nyeste album, som ærlig talt var lidt en skuffelse ved første gennemlytning. Nogle numre er dog begyndt at sætte sig fast, og i aften fungerer de faktisk rigtig godt som en kontrast til det mere tempofyldte album “Life’s Not Out To Get You”, der er et moderne pop-punkmesterværk (tæt på bedste album i 2015).

Første nummer i aften er “Happy Judgement Day” fra det nye album, som sætter gang i festen med det samme. Herefter kommer der en veritabel 1-2-3-knockout i form af banger-trilogien “Lime St.”, “Gold Steps” og “Motion Sickness”, nok det bedste nummer fra den nye plade – i hvert fald den, der ligger tættest på lyden fra det forrige album. blink-182-hyldesten “Rock Bottom”, der med sin bas-intro lyder som noget fra “Dude Ranch” ( eller “Man Overboard”) med Jerry Finn ved mixerpulten, er endnu et højdepunkt for denne skribent, og Sum 41 får også lige fingerpistolskud i deres retning i form af “Citizens of Earth” – drengene har styr på deres pop-punkhistorik. Publikum føler i den grad også sætlisten indtil videre; det flyver omkring med folk af alle størrelser, og du skal ikke kigge dig omkring i lang tid før, at der står nogen klar til at give dig en hestesko, så du kan komme op og crowdsurfe lidt.

Som headliner kan man tillade sig lidt mere end et opvarmningsband, og det udnytter NECK DEEP i form af at skrue ned for tempoet og op for følelserne med et akustisk break. Her er det “Head to the Ground” og “Wish You Were Here”, der får bandet til at hive de akustiske guitarer frem, og vi lige får lov til at tørre lidt sved af panden. Herefter laver de en fræk manøvre: “A Part of Me”, der har en af de mest ikoniske videoer fra den nye pop-punk-generation med en ung, bebumset Ben Barlow, der i bedste Parker Cannon-form synge-skriger til sin udkårne, bliver spillet i en gradvist mere tempofyldt og elektronisk form, der får energien hos publikum op igen og sikrer sig, at ethvert stemmebånd skriger teksten tilbage til bandet. Her ville det være oplagt for bandet at spille den nye følebanger “Heavy Lies (hvilket de da også har gjort på nogle koncerter i denne tour). Tekstbidder som “And I’ve not said this before, but I’m saying it now, you’re better off with me. And I’ve heard some heavy lies, so say you’re true” ville ganske sikkert have sat en stopper for moshingen for et øjeblik, rippet op i gamle sår, og få presset tårerne ud af de følsomme drenge i pitten.

neck deep

En encore skal der selvfølgelig også til – “Can’t Kick Up the Roots”, en af deres største bangers, og “Where Do We Go When We Go” får afsluttet koncerten og en fest, der sjældent er set i Pumpehuset. Jeg ved ikke hvad bandet havde forventet fra det danske publikum (“a fucking compliment?!”) men de virkede overraskede og fuldt ud tilfredse med både fremmøde og pitaktivitet, så lad os krydse fingre for at denne aften var første affyrede skud i en kommende dansk pop-punk revolution.

Jeg håber vitterligt, at der var nogle bookere med i aften, for det blev her uomtvisteligt bevist, at Danmark kan fyre op for en pop-punkfest af dimensioner. REAL FRIENDS og NECK DEEP var nøjagtigt lige så fede, som jeg havde krydset fingre for, og ud fra NECK DEEPs Instagram-aktivitet tør redaktionen godt håbe på, at de kigger forbi vores landegrænser igen:

 

Tusinde gange tak til Troels Jensen for additional reporting og til Lykke Nielsen for at låne os hendes fede billeder!