Onsdag aften stod den på et deathcore-brag i Pumpehuset — CARNIFEX, der startede startede deres karriere som nogle af de største indenfor MySpace-deathcore, og som siden hen har fået mere og mere accept i det “rigtige” metalmiljø (sjovt, som den slags altid sker), kiggede forbi, og med sig havde de et solidt support-lineup bestående af OCEANO, AVERSIONS CROWN og DISENTOMB. Redaktionen var selvfølgelig på pletten!

DISENTOMB (AUS)

Første band på Pumpehusets lille scene er de australske slam metal-dudes i DISENTOMB, som jeg blev meget overrasket over har lidt over 250.000 likes på Facebook – cirka 150.000 flere end aftenens andet australske navn, AVERSIONS CROWN. Ret heftigt i forhold til bandets musik, der gør alt for ikke at tiltrække andet end de mest slummede metalfans i camouflage-cargobukser, der ikke kan få nok skraldespand på deres lilletromme.

Netop skraldespandslyden på lilletrommen er det eneste rigtige kritikpunkt, jeg har overfor DISENTOMB i aften, og det er faktisk rettet mod lydmanden, som godt kunne skrue endnu mere op for den — hvis vi absolut skal høre slam, så skal man ikke gå på kompromis med den slags. Derudover gør de det rigtigt godt — jo jo, det er hørt før og alt det der, men som første opvarmer på sådan en aften med dette lineup er de helt perfekte med noget tungt smadder, der ikke vil andet end at få folk til at headbange.

Forsangeren har tydeligvis set et par livevideoer med HARMS WAY på YouTube — både hans fysiske form og den måde, som han marcherer rundt på scenen er meget i stil med HARMS WAYs kolos af en frontmand, mens resten af holdet ligner nogle dudes, der, ja, spiller slam metal (altså cargo shorts, tvivlsom skægvækst og langt hår).

DISENTOMB gør det fint denne aften — det er klart det band, der henvender sig mest til Copenhell-crowd’et herinde, som virkelig får svinget med garnet, mens resten af os får varmet ørene og nakken op til resten af lineuppet.

AVERSIONS CROWN (AUS)

Næste band på scenen er som før nævnt også australiere. Her skal vi over i en mere tech’et udgave af deathcore, hvor tekster om aliens fra fremmede galakser går hånd i hånd med brutale breakdowns og lynhurtige riffs.

Det er tydeligt, at AVERSIONS CROWN er et band med ambitioner og som gør sit for at tænke udover de lidt faste rammer indenfor deathcore. Deres breakdowns rammer nøjagtig så brutalt og hårdt, som man forventer, men resten af deres sange er langt mere uforudsigelige og overrasker hele tiden. Der er både plads til fart op og ned ad fretboard’et samt mere atmosfæriske stykker, der så lige kan varme en op til, ja, endnu flere breakdowns.

Det er en formel, som folk er glade for i aften — en enkelt fan har endda taget en lille plastik-alien med i pitten, som bandet har det ret fedt over. Personligt har jeg det lidt på samme måde som i 2015, hvor de varmede op for THY ART IS MURDER på KB18 — der er helt klart elementer, jeg er glade for, men det er altså heller ikke noget, der sætter sig fast, når man hører det for første, eller sådan set anden eller tredje, gang.

Det ændrer dog ikke på, at AVERSIONS CROWN leverer en solid præstation. Lyden er skarp, forsangeren har godt styr på sin banter mellem sangene (men han er også australier, så havde ikke forventet andet), og de sørger for at holde festen kørende hele vejen igennem.

OCEANO (US)

Nu er vi så nået til redaktionens hovednavn i aften. OCEANO væltede os fuldstændigt bagover tilbage i oktober, da de varmede op for THY ART IS MURDER i Vega (de ved altså, hvordan man vælger opvarmingsbands), så da det blev annonceret, at de allerede ville vende tilbage her i marts, var der meldt mødepligt i Pumpehuset.

OCEANO spiller deathcore af den helt tunge slags, hvor det på plade næsten godt kan blive for simpelt og hvor man lige skal spidse ører for at lære sangene godt nok at kende til, at man kan høre forskel på dem. Livemæssigt er dette dog mindre vigtigt — hvad der er mere vigtigt er, at forsanger Adam Warren leverer igen en af de heftigste livevokaler, jeg nogensinde har oplevet. Selvom jeg denne gang er forberedt, så rammer kuldegysningerne med det samme, når der er en pause i musikken, og hans brøl er det eneste, der kan høres over Pumpehusets anlæg. Samtidig står man også tilbage med et smøret grin og tænker “hold kæft, kan det virkelig være så tungt?” — andre bands indenfor genren tuner lige så langt ned og har en lige så ond tone på deres guitarer, men OCEANO får alligevel presset et eller andet ekstra ind i deres mix, som bare gør dem til noget ekstra specielt.

Sætlisten kommer ganske godt rundt omkring i deres diskografi — som sagt kan deres numre være lidt svære at kende forskel på, men specielt deres største “hit” “District of Misery” (som vi også lige får at vide ikke længere er OCEANOs nummer, men vores), går suverænt igennem. I det hele taget behøves man heller ikke til en OCEANO-koncert stå og pille individuelle elementer ud — det er en totaloplevelse, hvor man bare skal være til stede og lade sig blæse bagover. Aftenens højdepunkt, som forventet.

CARNIFEX (US)

Aftenens hovednavn, i hvert fald på plakaten, kommer ud til en koncertsal, der har haft det rigtig fedt indtil videre og er klar på at slutte af med et brag. Forsangeren har i dagens anledning lidt teatralsk øjenskygge på, og sammen med hans neck tats og muscle tee skåret ekstra dybt ned i siderne er der ikke tvivl om, at der nu skal fyres op under noget solid og klassisk deathcore. Ja ja, det kan godt være, at I bliver ved med at kalde jer selv death metal på jeres merch, men I ved godt, hvor I hører til.

Det første, der slår mig under deres show (udover min efterhånden ganske solide onsdagsbrandert) er nogle, efter deres målestok, ret poppede elementer — ja, nærmest helt melodiske. Ikke forstået som, at der er ren vokal eller endda råbe-vokal a lá hvad fanden PARKWAY DRIVE har gang i på deres nye single, men bare bidder, hvor man vipper lidt mere med foden og nikker med hovedet til noget andet end blot et breakdown. Jeg er ikke så meget inde i CARNIFEX’ diskografi, men lur mig, om det ikke er noget fra det nye album.

 

“HELL CHOSE ME”-breakdownet går som forventet rigtig hårdt, og CARNIFEX leverer en ganske solid koncert. Efter tre bands, der alle har leveret solide-til-helt vilde præstationer, og med hver deres take på deathcore/metal, fremstår CARNIFEX dog nærmest lidt for traditionelle. Det er solidt skrevet, men når jeg i forvejen aldrig rigtig har dyrket bandet, så er det svært at blive helt blæst væk. På Copenhell eller Roskilde Festival, hvor man altid går og craver lidt go’ smadder, ville jeg havde elsket det, men i aften må de nøjes med at stå tilbage som god underholdning, der dog ikke gør så forfærdeligt meget andet for mig. Men uanset hvad skal de dog havde stor tak for at sammensætte så god en tourpakke, og at de gad at kigge forbi Danmark.