Selvom vi på redaktionen her på Dude Manor gør alt hvad vi kan for at fylde vores liv op med rare oplevelser sammen med gode venner og generelt have nogle positive liv, så kan selv de bedste af os nogle gange blive grebet af en ordentlig omgang tungsind.

I løbet af det seneste års tid er der vokset en musikgenre frem, som lyder præcis som en alvorlig omgang træghed i sjælen. Genren kan bedst beskrives som resultatet af at store testosteronpumpede dudes med træge livssituationer, gangster-agtig attitude, ødelagte familierelationer og som generelt ikke rigtigt er tilpas i denne verden, får lov til at spille musik. Kort sagt: Ikke noget vi på redaktionen overhovedet har en referenceramme for — men det skal ikke afholde os fra at høre noget DYSTER MISANTROPISK HARDCORE, når der er dårligt vejr inde i hovedet!

Som om det ikke var sløjt nok, så skal langemanden også lige vises frem :(

Som om det ikke var sløjt nok, så skal langemanden også lige vises frem :(

Mægtige XIBALBA (som vist betyder ‘et sted med ubehag’ på latin/græsk) som sidste år udgav ‘hasta la muerte’ (“hvad så, døden?” tror jeg det betyder) på Southern Lord er i min optik de ukronede konger af hadskcore. Deres sange er ubehageligt tunge, lange og mørke, og deres tekster er intenst ubehagelige! Tag bare ‘soledad’:

[eeeerrrwwwwwwhhh]
I found peace in darkness
and comfort in solitude
theres no love or feeling
in this broken home

eller ‘Obituary’ fra deres første fuldlængde ”Madre mia gracias por los dias” (mærkeligt sjovt at sige højt, mange gange hurtigt i træk):

No hope, no fears, no tears
I’m fucked in the head
But no one will notice
Just pull the trigger
Just do it
Life has given up on me
But I won’t let death take me
Left with nothing
No path to follow
I hate you
Fuck the world

Man kan ikke ligefrem beskylde dem for at skrive komplicerede tekster, eller have nogen særligt kunstnerisk tilgang til at gå rundt og være ked af det! Virkeligt befriende, når man ellers er vant til skulle mosle med sine følelser til tonerne af James Blakes følsomme besværlighed ved livet eller Radioheads ‘komplicerede lyriske univers’.

JKnirk sætter bordet på plads.

”alt for manger ‘artister’ forsøger at lave lyriske malerier i stedet for bare at sige tingene, som de er”x100000

Fortæl drengene i Xibalba du også blev i dårligt humør af at høre deres musik ved at ‘like dem’ her: http://www.facebook.com/placeoffear

Slipknot inspireret æstetik == man ved det er ONDT!!

Slipknot inspireret æstetik == man ved det er ONDT!!

Lige i hælene følger Chicagos usandsynligt ubehagelige No Zodiac. Deres voldsforbryder/sadist/gangster/skimaskebankrøver æstetik har fanget mangt et hardcoreører efter deres seneste fuldlængde ‘Population Control’ kom ud på det (ofte meget ubehagelige, men mestendels straight edge) label ‘xSEVENTH DAGGERx’. Deres ”image” blev grundlagt med nummeret Chaos Reigns:

Den der guitar i starten giver mig kvalme og når hans vokal dropper omkring 0:17 får jeg stor nedtur på. At videoen så ovenikøbet er folk der render rundt og er ubehagelige ved tilfældige folk på gaden, er virkeligt en moralsk mavepuster

Et andet hit, med en særdeles voldsom tekst, fra ‘Population Control’ er bangeren ‘Phase 7’:

Doomed since birth
There’s no escape our fucking faith
Every step that we take
Is a step towards hell.

Death grip on the knife in my hands
As i stab at your heart
Death grip on the knife in my hands
As i stab at the heart of the world

Skynd dig over til bookface og sig til No Zodiac at det er supersløjt at slå på folk, og at deres voldelige attitude er en totalt gennemskuelig facade, men at du er vild med moshen alligevel! http://www.facebook.com/NOxZODIAC

Hvilke numre hører du når du er i dårligt humør?? Hvad gør du for at få det bedre?? Får du det også helt vildt dårligt af No Zodiacs musikvideoer??? Blev du også irriteret over jeg ikke fandt en font med et å, til at skrive ‘dårlige dudes’???