fidlar

Søndag er lig med store pakkedag på ROSKILDE FESTIVAL, men mens den ene halvdel af redaktionen trak stikket, så stod den på californisk surfpunk for den anden halvdel, da FIDLAR skulle give et tiltrængt energitilskud på den sidste musikdag.

Drengene, der synger om ikke at have råd til weed og øl, at drikke billige bajere og deres venner, som er for skæve til at surfe, gik prompte på klokken 15:00 på PAVILLON. Ti minutter inden så det lidt sløjt ud med fremmødet, men da de lagde ud med et af deres bedste numre, “Cheap Beer” (om fornævnte ting med at drikke billige øl), gik et par inkarnerede fans i hjemmelavede FIDLAR-tees hurtigt amok og det tog heller ikke lang tid før, at resten af teltet levede op. Jeg spottede drengene fra THE BOTS, som skulle spille senere, stå og lure i venstre side af teltet, og efter ti minutter var den ene af knægtene (med en enorm afro) med nede i den improviserede pit – god stil! Endnu sjovere/federe var de fire ældre herrer, som hele koncerten igennem om muligt gav den mest gas på dansegulvet. De lignede ellers mest, med deres ROLLING STONES-t-shirt fra 2003 og grå hår, nogle drenge, der havde gemt sig på festivalpladsen efter at have købt endagsarmbånd til METALLICA, men her genfandt de deres anden ungdom til powerakkorderne fra de fire dudes i FIDLAR.

Et enkelt THE DESCENDENTS-covernummer blev det også til (“Suburban Home”) halvvejs i koncerten, inden duden fra THE BOTS måtte opleve at få en streng advarsel pga. crowdsurfing. Han havde senere problemer med at komme tilbage backstage på trods af bandets ihærdige forsøg på at sige til vagterne, at han skulle spille senere. But heck, that’s punk rock for you!

Efter 50 minutter sluttede det, da forsangeren hoppede ud til publikum og skrålede de sidste fraser af sidste nummer færdigt. Koncerten var et tiltrængt pusterum for os, der bare havde behov for nogle californiske powerakkorder om det simple liv som drengerøv, og for den indsats får drengene 5 ud af 6 Jeff Spicoli’er:

spicolispicolispicolispicolispicolispicoli_bw