På en dejlig sommeraften i København stod det for den halvdel af redaktionen på tonstung smadder, da HARMS WAY med følgeskab af TWITCHING TONGUES og I EXIST var på visit. Jeg bemærker med det samme ved min ankomst, at det er det ældre crowd, der er dukket op denne aften på KB18 for at flashe deres neck- og leg-tats. Man skal se langt efter unge dudes i EMMURE-tanktops og tøser med sailor-tats – de er åbenbart alle blevet hevet med på ferie af de gamle sydpå. Hårdt at være ung moshwarrior, der bare vil hænge med sit crew, men i stedet må ligge under en parasol ved stranden og høre PARKWAY DRIVE på sin iPhone :/

I EXIST (AUS)

i existDet er altid hårdt at være første band på scenen, og på en aften, hvor antallet af gæster ikke kan have været meget mere end 30, er det endnu sværere. I EXIST går dog hårdt og ufortrødent på lige med det samme med deres sludgede og groovey blanding af NAILS og HARMS WAY tilsat en smule RED FANG. Folk virker også glade, og man kan se nikkende hoveder til alle sider næsten fra start.

Forsangeren bevæger sig heftigt rundt på scenen og ligner i sin stil mest en, der leder efter sit surfbræt og resten af sin weed efter en tung brandert – Forestil jer ham med krøllerne fra WORKAHOLICS, bare uden overskæg. Bandet har tre guitarister, to af dem iklædt matchende denimveste (og den ene med en tjotalt heavy metal Gibson-guitar i hvid) for maximalt riff-potentiale, og de går også godt igennem. Lyden på vokalen sad ikke altid helt i skabet, men generelt spillede de hele vejen igennem højt og hårdt.

Efter en lille halv times tid, hvor vi også nåede at klappe af vores kronprinsesse Mary og skåle på en af drengene, der havde fødselsdag, takkede I EXIST af. De gjorde det rigtig godt, men kæmpede en umulig kamp for at få gang i folk denne aften – ikke deres fejl, og derfor får de fire ud seks shrimps on the barbie:

sbsbsbsbsb_bwsb_bw

TWITCHING TONGUES (USA)

twitching tonguesAllerede inden drengene har slået første tone an blinker den første advarselslampe – den ene guitarist har en kasket med bøjet skygge. Til gengæld bærer kasketten bandets logo (to omvendte T’er oven i hinanden, så det lidt ligner et omvendt kors, og det er jo stadig ret hot) og det gør hans mosh-shorts også, så jeg vælger at være tro mod min musikjournalistiske arv og giver dem den chance, de fortjener.

Rent musikalsk fejler deres musik virkelig intet – riffene går tungt og dobbeltpedalerne hamrer igennem på de helt rigtige steder – men så åbner forsangeren sin mund og lukker sin 90’er-ish/Alice in Chains-agtige vokal ud. Der kommer bidder, hvor der bliver råbt igennem, og de holder, men kombinationen af det utroligt hårdtslående lydspor og den blødere vokal fungerer bare ikke for mig. Og det er ikke en kritik på den måde, at de leverer en dårlig koncert; de gør det rigtigt godt, men rent genremæssigt er det bare ikke min kop te.

Hele bandet præsterer godt på scenen og specielt vokalisten lever sig godt ind i musikken, men af rent smagsmæssige årsager kan jeg kun stikke dem tre ud af seks dæmoniske præster:

præstpræstpræstpræst_bwpræst_bwpræst_bw

HARMS WAY (USA)

harms waySå kom vi til aftenens hovednavn for undertegnede, og at gætte efter hvor tæt folk nu efterhånden er rykket på scenen, også for resten af de fremmødte. Skuffende nok dukker forsangeren op i t-shirt og der skal gå hele to numre, før han smider den og fremviser sin mastodontiske overkrop, der er prydet af et kæmpestort sejlskib. Jeg havde gættet på, at straight edge heller ikke tillod brug af steroider, men sådan kan man blive overrasket nogen gange.

Allerede som andet nummer får vi “Mind Control” fra deres nyeste EP, og det går så voldsomt hårdt, at vi får aftenens første hardcore-dansere på gulvet – bedre sent end aldrig. Det heftige tempo fortsætter og efterlader ikke mange pusterum til publikummet. Efter fem-seks numre stoppede drengene med at spille og vi forventede alle sammen lidt stage banter om, hvor dejligt det er at være i København, hvordan de burde rydder Christiania med jorden og hvor det bedste træningscenter er. I stedet begyndte de at pakke deres gear sammen – jeg tror ikke engang, at der var et “tak for i aften”, men måske sneg de det ind uden at jeg hørte det pga. min lamslåethed.

På trods af en skuffende koncertlængde er konklusionen dog stadig, at når det kommer til stykket, så går HARMS WAY bare hårdere end næsten alle. Derfor kan de stadig snige sig op på fire ud af seks steroidetests i den lokale Fitness DK:

steroid_testingsteroid_testingsteroid_testingsteroid_testingsteroid_testing_bwsteroid_testing_bw

Alle fotos er taget af Philip B. Hansen – tjek flere af hans svedige fotos ud på www.philipbh.com!