Når det er sagt, så havde den ene halvdel af DUDE MANOR-redaktionen glædet sig voldsomt til, at de progressive hardcore/metal-dudes fra canadiske PROTEST THE HERO kom på besøg i København denne kolde januaraften. Med sig på slæb havde de djentkongerne fra TESSERACT, engelske THE SAFETY FIRE og hjemmedrengene INTERVALS. Kunne disse fire navne overbevise os om, at breakdowns bare lyder bedre på +8 strenge og spillet ude af takt? Læs videre og find ud af det!

INTERVALS (CAN)

intervals

Første band på scenen gik på allerede 19:30, og det var hurtigt tydeligt, at de må have slidt nogle Kezia– og Fortress-mp3-filer op på deres soveværelser hjemme hos de gamle, inden de selv fik hentet en cracked version af Axe-FX II. Bandet, der ifølge deres Wikipediaside startede rent instrumentalt, bød både på heftige doser guitarlir, basgange på tur over hele fretboardet, ren vokal og brøl i en kombination, der sagtens kunne have været et par B-sider fra PROTEST THE HERO. Dette er dog ikke nogen dårlig ting, for selv PROTEST THE HEROs mindre interessante sange har altid noget interessant at byde på, og INTERVALS’ show gav appetit på mere. Vi fik kun fire numre, men det var nok til at overbevise denne anmelder om, at man skal holde øje med de her drenge.

THE SAFETY FIRE (ENG)

thesafetyfire

Da de fem lads trådte ind på scenen kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor crossover-potentialet i aftenens koncert lå. I den ganske godt fyldte Lille Vega-sal havde du både dine scene kids, der var som trådt ud af en tidsmaskine fra midt-00’erne, dine hestehale- og briller-uden-ramme-bærende IT-programmører, hardcore-bros med neck tats og et par enkelte familiefædre – en solid spredning med andre ord. Jeg kom aldrig i løbet af aftenen op med et fyldestgørende svar, men det må unægteligt ligge et sted mellem guitarvirtuositeten, de enkelte breakdowns og så, at f.eks. forsangeren fra THE SAFETY FIRE udseendesmæssigt lige så godt kunne have været en synth operator i et opvarmningsband for THE WORD ALIVE eller MEMPHIS MAY FIRE (vi ved jo godt, at piger kun hører musik med lækre musikere).

For mit vedkommende kom de aldrig helt ud over scenekanten (klassisk anmelderjargon for, at jeg ikke lige kan huske så meget af numrene dagen efter – man er vel et seriøst medie). Jeg var imponeret over deres tekniske kunnen, men det var man også forberedt på – det er derfor, at den her slags progressive metal bliver nødt til at byde på noget mere end blot det. Jeg kunne dog se, at der var flere i salen oppe foran, som var helt på, og derfor er spørgsmålet blot, om det havde været bedre, hvis jeg havde lyttet til dem inden? Svaret blæser i vinden. Når det så er sagt, så havde de nogle fede passager og nogle ret solide breakdowns. Flere gange mindede de mig også om THE FALL OF TROY, og det er bestemt ikke nogen dårlig ting.

Nårh ja, og så var der en guitarbid i nummeret Glass Crush, der lød meget som når jeg tænder min Logitech UE Boombox-minihøjttaler. Tilfælde eller gement tyveri? Jeg håber i hvert fald for THE SAFETY FIREs skyld, at der ikke var nogle marketingsfolk fra Logitech med til showet denne aften.

TESSERACT (ENG)

tesseract

In geometry, the tesseract, also called an 8-cell or regular octachoron or cubic prism, is the four-dimensional analog of the cube; the tesseract is to the cube as the cube is to the square. Just as the surface of the cube consists of 6 square faces, the hypersurface of the tesseract consists of 8 cubical cells. The tesseract is one of the six convex regular 4-polytopes. A generalization of the cube to dimensions greater than three is called a “hypercube“, “n-cube” or “measure polytope“.[1] The tesseract is the four-dimensional hypercube, or 4-cube. (Kilde: Wikipedia)

Hvis man havde håbet, at PROTEST THE HERO havde taget en sådanne hybercube med i aften, så blev man slemt skuffet – TESSERACT er nemlig også navnet på et britisk band, som i høj grad har nydt godt af djent-genrens popularitet de sidste par år. De var uden tvivl aftenens mest langhårede band, og det var også tydeligt, at en stor del af aftenens publikum havde dem som deres hovednavn. Jeg havde allerede inden koncerten regnet med, at de her drenge nok ikke ville være noget for mig, men forsøgte alligevel at møde op med åbent sind.

Djent-riffene gik hårdt på lige fra starten, og fansene labbede det i sig, men selv efter at have forsøgt at fange en form for melodi eller bare noget, jeg kunne holde fast i, så lykkedes det ikke. Guitarlyden fungerede, men det endte for denne anmelders vedkommende op med at lyde som en riff-salat uden den store fornemmelse for, hvordan man rent faktisk skruer et nummer sammen. Alt skal selvfølgelig ikke at gå op i vers-omkvæd-vers, men som aftenens hovednavn beviser, så er det i blandingen af melodi/rytme og det mere spastiske, at magien ligger. Hvis musikken i det mindste gik noget hårdere ville det være okay, men når jeg ikke hverken får brutale breakdowns eller callouts fra forsangeren om at tro på mig selv, der giver mig mod til at gå op i baren og brokke mig over de sindssygt dyre bajere i Vega, så er det melodien, der skal fænge, og det skete ikke. Kombineret med en underlig rockstar-manér fra forsangeren med at sprøjte vand ud på de forreste koncertgængere (okay, jeg stod ikke deroppe, så der var måske betydeligt varmere end nede ved baren) endte Tesseracts optræden ikke op med at skaffe nogle nye fans på denne redaktion. De folk, der havde trukket i Meshuggah-t-shirten denne aften, fik til gengæld, hvad de havde håbet på.

PROTEST THE HERO (CAN)

protest the hero

Så blev det tid til både mit og selve aftenens hovednavn. De fem drenge i bandet (hvoraf den ene guitarist var tourafløser) spildte ingen tid med at hilse på salen og tonsede straks igang med aftenens første nummer. Jeg er mindre bekendt med bandets to nyeste albums og kunne derfor ikke umiddelbart genkende dette (på trods af bandets sans for hooks kræver deres albums stadig, at man giver dem den opmærksomhed, de fortjener), men stod stadig og nikkede godt med hovedet, for der var rigeligt med musikalske lækkerier at bide fat i. Som enhver ægte musikfan ved, så betyder et bands stil og optræden også meget, og jeg vidste derfor også, at der var lagt op til en forrygende koncert, da jeg kunne tælle hele tre kasketter på scenen, to af dem siddende omvendt. Er PROTEST THE HERO verdens første tekniske brocore-band?? Jeg vil ikke udelukke det, men da forsangeren halvvejs inde i andet nummer smed t-shirten for at afsløre sådan en bad boy her indenunder, så peger meget i den retning.

Tredje nummer var Sequioa Throne fra bandets andet album – et af deres absolut bedste. Det eksemplificerer virkelig, hvorfor at PROTEST THE HERO er blevet så store i forhold til mange andre lige så dygtigt tekniske bands; de glemmer ikke den gode melodi, men udnytter blot deres evner til at forøge genlytningsværdien og muligheden for at opdage noget nyt hver gang man lytter til nummeret. Vi kørte på med Clarity, åbningsnummeret fra den nyeste skive, derefter The Dissentience og så klassikeren Heretics and Killers, som i sin tid var det nummer, der introducerede mig til dem (på en opsamlings-CD fra Warped Tour ‘06, hvis jeg ikke tager meget fejl). Det var også herefter, at vi opnåede critical bro-mass på scenen, da bassisten fik fat på en kasket fra publikum og vi nu kunne tælle fire styk på scenen.

protest the hero

Selvom PROTEST HERO spiller noget forrygende musik, så beviste de, og specielt forsangeren Rody Walker, også, at de har masser af humor. Aftenen igennem var krydret med en masse gode one-liners fra hans side (“I don’t care what THE SAFETY FIRE said, I think you guys are awesome!”), uddeling af prisen som “Hunk of the Night” til en surfer dude-udseende fyr blandt publikum og en anekdote fra dengang deres bassist og guitarist overnattede på et vandrehjem i København uden en krone på lommen. Apropos bassisten, så tror jeg aldrig, at jeg har oplevet en musiker til en koncert, der så så lykkelig ud for at spille musik – hele aftenen havde han et kæmpesmil på, uanset hvor meget hans fingre måtte bevæge sig op og ned på bassen. Dette overskud kendetegnede i det hele taget PROTEST HEROs koncert. Flere gange stod jeg og stirrede på guitaristernes fingerekvilibrisme uden at fatte, hvordan de kunne få så teknisk musik til at se så let ud – det burde ikke være menneskelig muligt.

Omkring otte numre inde i sættet får vi aftenens første stage diver, og resten af koncerten igennem følger flere ham trop, mens bandet tonser igennem sange fra alle deres plader – specielt var det en fornøjelse at høre Bloodmeat, nok deres bedste numre efter denne anmelders mening. Efter en 13-14 numre er det slut og min fotograf og jeg går glade derfra. Selvom jeg ikke blev djent-fan i denne omgang (og nok aldrig bliver det), så var det en absolut vellykket aften, og derfor får den som helhed syv solide strenge på en custom made nistrenget guitar:

ninestringguitar