Det er heldigt, at vejret endnu ikke er gået i fuld sommer-mode, for SEAHAVEN har netop droppet et nyt album, der absolut går bedst til gråvejr. Visse af numrene har en melankolsk sensommer-vibe over dem, men som helhed er det en skive, der skal høres indendørs, mens du kigger på falmede polaroid-fotos af hende pigen, der lovede dig verden, men endte med at smutte til fordel for forsangeren i et band, der vist engang havde et nummer i Det Elektriske Barometers top 3. Se bare coveret:

seahaven_escapismcover

Hvor mange og hvilke Instagram-filtre er der smidt på det her??

Nårh ja, og så er titlen “Reverie Lagoon: Music for Escapism Only”. Av, hva’?

Mit umiddelbare favoritnummer – perfekt til følsomme cykelture om natten gennem København.

Drengene har lige skudt en musikvideo til “Silhouette (Latin Skin)” (generelt har albummet nogle ret fjollede sangtitler). Tøser, kom ikke og sig til mig, at I ikke lige ville kigge en ekstra gang efter ham forsangeren, hvis I begge to var oppe og bestille en øl i baren på Drone!

Det eneste uptempo nummer på skiven – kunne man ikke godt høre det blive spinnet tidligt på aftenen til releasefest på det nye nummer af Soundvenue?

Siden vi normalt ikke dækker følsom indiecore på DUDE MANOR, så har vi i denne anledning hevet en gæsteanmelder ind til at forklare albummets kvaliteter for folk, der har Pitchfork fast liggende i browseren. Det er vores ven af huset Andreas Kousholt, der om nogen ved, hvordan sådan noget musik skal skæres – nu skal jeg ikke sprede rygter, men han er vist engang gået grædende fra en FLEET FOXES-koncert, fordi deres BON IVER-cover bare var for smukt. Over til dig, Andreas!


Det første der slår mig ved Seahavens nye plade, er den prætentiøse titel med det banale billedsprog. En musikalsk drømmelagune, hvor jeg rigtig kan slippe væk fra den kolde og triste hverdag. Sikke skønt det bliver.

Seahaven er ellers fra det solbeskinnede Californien, og nummeret Andreas lever også fint op til forventningen om californiske solskinsmusik, men derudover emmer pladen ikke af varme indieperler, hvilket også markeres tidligt med single Silhouette(Latin Skin). Pladen skorter ikke med kølige, sfæriske lydbilleder og godt med ekko på vokalen, hvilket harmonerer meget godt med albumtitlens naturreference. Ikke mindst på de små musikalske vignetter Whispers og Paseo de Las Estrellas, der i momenter leder tankerne hen på Brooklyn-baserede Port St. Willow, der også bruger natur-ambiente klange i sin indievellyd.

Seahavens vokalist Kyle Sotos er en mand, der har det hårdt. Der bliver klynket for fulde gardiner, hvilket undertegnede har en stor svaghed for. Sotos stemme minder mig om de britiske indiedrenge Peace, der udgav deres henrivende debutplade for et års tid siden, og Seahavens bedste numre er det nedbarberede af slagsen, hvor Sotos vokal omsvøbes af en simpel instrumentering. Eksempelvis på pladens måske bedste nummer Highway Blues(lortetitler er gennemgående problem), som også er et af de mere lune udspil Reverie Lagoon: Music For Escapism Only. Pladen byder sågar også på en klaverballade Solar Eclipse(Igen. Nye titler, guys!), som sikkert vil falde mange for brystet, og som selv for mit melankolske indiehjerte er lige ved at kamme over.

I kontrast til det står et pladens absolutte lavpunkter, nummeret Flesh, hvor guitaren snildt kunne være taget fra en Dizzy Mizz Lizzy-plade eller et assorteret teenage-punk band. Det skær i min øre på en ellers rigtig fin plade, der rundes af med det smukke, smukke nummer Four-Eleven, hvor lyden af havets bølger blandes med en simpel guitar og sætter en fint punktum for turen i drømmelagunen.


Det var godt nok en masse ord, hva’?