Redaktionen hev i sidste weekend teltpælene op og drønede med to bros til Aarhus (Århus?) for at moshe vores røv i laser — turen gik til nemlig til NEVER SAY DIE! TOUR:

CAPSIZE (US)

Desværre bliver vi forsinkede af dårligt afmærkede parkeringspladser og generel trafikal forvirring i mørket i det århusianske, så vi går glip af aftenens første band, CAPSIZE fra San Diego, USA. Til gengæld laver den ene halvdel af redaktionen en helt igennem forrygende parallelparkering lige ude foran Voxhall, hvor vi er så heldige at finde en plads efter at have kørt lidt frem og tilbage foran venuet. Parkeringen bliver gæsteanmeldt af Neema Rad og Andreas Bjulver Paarup, som var med på køreturen:

neemaNeema Rad:
“christian lavede en formidabel parallelparkering. han krævede minimal hjælp fra os andre.”

andreas Andreas Bjulver Paarup:
“selvom jeg gerne ville have set Capsize, så var det ikke helt skidt, da jeg bevidnede en parallel parkering, som Capsize nok alligevel ikke kunne have overgået”

6/6 Grand Prix-trofæer til 50% af redaktionen for den parkering.

NO BRAGGING RIGHTS (US)

IMG_0340-0.JPG

Ovenpå sådan en succesoplevelse er vi hamrende klar til næste navn på plakaten, NO BRAGGING RIGHTS. Bandet overraskede os med deres nye plade “The Concrete Flower”, der har fået en fast plads i redaktionens Spotify-samling med sine følsomme hardcorehymner om at se verden i øjnene og ikke lade sig slå ud af modstand, uanset hvor hårdt livet kan være – gode råd, man altid kan have brug for at høre!

Da vi går ind i Voxhall er det første der slår os dog fremmødet, som på dette tidspunkt er virkelig svagt – der er næppe mere end en 30-40 mennesker i en sal, der vel har plads til mere end ti gange så mange. Vi håber dog, at det ikke slår modet ud af NO BRAGGING RIGHTS allerede inden de kommer i gang, og heldigvis er bandet ved godt mod. De går direkte på med et nummer fra den nye skive, og resten af de cirka 25 minutter, som de er på, går med en blanding af numre fra deres to nyeste albums.

Selvom vokalen godt kunne have været lidt klarere, når nu teksterne er så stor en del af dette band, så spiller bandet skarpt og energisk, og specielt “Outdated” fra det nyeste album lyder præcist lige så godt, som vi havde håbet. Som det inkluderende band de er, så får alle medlemmer også lov til at synge lidt undervejs (selv trommeslageren – er vi gået forkert, eller er vi endt til en UNDEROATH-koncert, am I right??).

Forsanger-bro dedikerer sidste nummer til en ven af bandet, der begik selvmord, og giver os i den sammenhæng en opsang om, at vi ikke skal være bange for at spørge om hjælp, hvis vå går og tumler med nogle mørke tanker. Den slags kan ofte godt blive lidt for meget og lidt for “planlagt”, men det bliver leveret med så meget passion og overbevisning, at man ikke kan andet end blive glad over at være en del af en musikscene hvor (de fleste folk) i virkeligheden gerne vil passe godt på hinanden. Selvom vi ofte laver sjov med ‘hardcore scene 4 lyfe’ her på bloggen, bliver vi oprigtigt glad når folk opfører sig ordentligt og bruger hardcore som en platform til noget positivt! 4/6 for det fine musik, og 6/6 for hamrende god stil.

MORE THAN A THOUSAND (US)

Efter en tur i den bugnende merchbod (fem bands på tour hvoraf et af dem er Terror = SuperBest af merch!), forbi en automat for at hæve penge, hilse på onlinevenner IRL og shoppe en rullekebab (det hedder det i det jyske) er tiden løbet fra redaktionen og vi misser faktisk 3/4 af MTATs show. Med en plakat med så mange bands på ved vi dog også som erfarne anmeldere og koncertgængere, at man må gå på kompromis af og til, og her vælger vi benhårdt at prioritere bands, vi allerede har set et par gange. Af de sidste tre numre vi fangede tyder intet på, at vi var gået glip af noget. Drengene fra MTAT virker sådan set oplagte nok og glade og smilende i merchboden bagefter, men deres musik var så helt igennem aggressivt generisk, at redaktionen ikke rigtigt blev imponeret. Forøvrigt havde frontmanden fået gang i en usædvanlig grim sleeveless tshirt hvor der stod noget a la “I LOVE MY HATERZ” (ved nærmere research stod der “Love Your Fucking Haters”, – red.) med gotiske bogstaver. For det gennemsnitlige musik og den irriterende grimme t-shirt kan MTAT få 2/6 med hjem i kassen.

OBEY THE BRAVE (CA)

Hold nu kæft der er så mange gode navne på denne aftens plakat! OBEY THE BRAVE leverede, da de spillede på KB18 tilbage i 2012 (sammen med endnu et stacked line-up, som du kan læse mere om her), og for et par måneder siden droppede de et nyt album fyldt med moshvenlige breakdowns, så denne aften er de klart et af redaktionens hovednavne.

Drengene går lige på med “Raise Your Voice” fra det nye album, som kombinerer sing-alongvenligt omkvæd med HATEBREED-oneliners – stærkt fra start, om end de mere tr00 folk på redaktionen har det lidt stramt med de “woah-ooh”-s i omkvædet. Det er også nu, at vi for første gang får gang i pitten, og de tunge drenge blandt publikum får lov til at OPEN THIS FUCKING PIT UP, som det jo hedder. Der bliver svunget med armene, sparket ud til højre og venstre og delt publikum op som var de moshens Moses og de syv have.

Vi får de hits, vi gerne vil høre, og som forventet rammer “THIS SHIT’S ABOUT TO GET REAL”-breakdownet fra “Get Real” nøjagtigt så hårdt, som vi håber. Desværre virker deres show samlet set lidt som endnu en dag på kontoret for drengene (forsangeren får lidt pinligt nævnt, at de er glade for at være i Danmark for første gang), så selvom de virker som nogle gode og hårde dudes (tre ud af fem har neck tats), så kan det ikke blive til mere end 3/6.

STICK TO YOUR GUNS (US)

Publikum er ved at være godt tændt, og det er tydeligt, at de californiske dudes fra STICK TO YOUR GUNS er et af hovednavnene i aften. Forsangeren kommer på scenen i en supersprød longsleeve, som signalerer, at han og resten af holdet er klar til at levere håbefuld hardcore og tunge breakdowns.

Denne halvdel af redaktionen har af en eller anden grund aldrig rigtigt gidet at gå i gang med STICK TO YOUR GUNS og har derfor først rigtigt fået lyttet til dem i ugerne op til aftenens show. Dette er en fejl, for de er virkelig leveringsdygtige i solide hardcore-anthems, men det betyder desværre også, at det er lidt svært helt at leve sig ind i aftenens show. Numrene fra “Diamond” står skarpt, men resten er lidt svært at give sig fuldt hen til, og derfor når deres optræden aldrig helt op at ringe.

Hen mod slutningen vælger vi at smutte i en nærliggende kiosk for at tanke forsyninger (Voxhalls ølpriser lægger ikke op til, at der skal droppes guld i merchboden). Publikum er stadig helt med på det her tidspunkt, så hvem det siger det mest om, bandet eller os, lader vi stå hen i det uvisse – drengene får i hvert fald sådan 3/6-agtigt.

Lækkert med sådan en kold DAD-bryg!

Lækkert med sådan en kold DAD-bryg!

COMEBACK KID (US)

Nu snakker vi. COMEBACK KID gjorde det suverænt tidligere på året på BETA, så at de allerede kigger forbi Danmark igen må siges at være forkælelse. Man kunne være nervøs for, om det så blot bliver en gentagelse, men heldigvis er der jo ikke noget galt i at høre det samme breakdown et par gange, vel??

Bandet spilder ikke tiden og lægger ud med “G.M. Vincent & I”, der løfter energiniveauet i det nu halvfyldte Voxhall til noget, vi godt kan være bekendt på sådan en fredag Frontmanden forsøger virkelig at gejle publikum op, og det virker. Den fulde forløsning kommer dog, da han vælger at hoppe ud til publikum og synge en stak numre på gulvet, mens bandet jammer videre på scenen. Aftenens første rigtigt gode circle pit kommer i gang, og Århus’ mosh warriors har virkelig fået varmet op nu.

“Should Know Better” og “Wasted Arrow” er to højdepunkter fra den nye plade, og dem får vi selvfølgelig også i aften. Til at slutte af med (den ene halvdel af redaktionen får desværre ikke spillet det nummer, han råber efter bandet (DEFEATED er stadig det fedeste CBK nummer, -manualfaderen)) fyrer COMEBACK KID op under en forrygende udgave af “Wake the Dead”, som byder op til fællessang og griben ud efter mikrofonen oppe foran scenen.

COMEBACK KID er et band, der bare ikke skuffer. De spiller super-tight og er helt igennem bare en fornøjelse at se på scenen. For den magtdemonstration bliver vi simpelthen nødt til at springe skalaen og kaste 7/6 i deres retning!

TERROR (US)

Selvom vi føler, at vi sagtens kan gå tilfredse hjem nu, så mangler vi stadigt de californiske OG’s fra TERROR. Skuffelsen over, at de ikke har deres snørebånd med i merchboden, hænger dog i luften, så fra starten har de noget at bevise.

Scott Vogel, med nogle kilo på bagen efterhånden, kommer på scenen i en mørkeblå hoodie med “Stick Tight” skrevet på front og “Terror” nederst på ryggen. Et umiddelbart klassisk stykke TERROR-merch, indtil man bemærker små detaljer på trøjen som de blå striber på siden og det lidt underlige stof. Ved nærmere eftersyn bliver det simpelthen klart, at han har fået specialtrykt en svedafvisende Nike-hoodie (logoet kunne ses i det rigtige lys) – superavanceret og viser, hvorfor TERROR stadig den dag i dag sidder højt på moshtronen! Opsang til upcoming bands derude: Det er ikke nok kun at have et par mesh-shorts med ” 420 FUCK SLUTS” skrevet på det ene ben, for maximal pit-comfort til jeres fans bliver I nødt til at tænke udover Gildan Heavy Cotton!

TERROR bruger den næste times tid på at levere lige præcis det, som publikum vil have: Deres klassiske hits, som egentlig bare skal være et soundtrack til at two-steppe og slå ud i luften. Vogel får kastet mikrofonen ud, gæstevokalister kommer på scenen (forsangeren fra STICK TO YOUR GUNS og deres merch-guy, såvidt vides), vi får en opsang om, hvad hardcore betyder (lige en indskudt tanke: Hvorfor er STYG ‘rigtig hardcore’ i forhold THE GHOST INSIDE, som han tidligere har kaldet ud? Diskutér i kommentarfeltet!) og der bliver sendt skud ud til både unge og gamle blandt publikum. Ikke så meget pis, og sådan skal det jo være, når man er til TERROR-koncert.

Alt i alt er denne aften i smilets by en stor succes. Et større fremmøde kunne have været lækkert, men når alle de langhårede er i Aalborg til metalfestival, og de unge hardcore-kids i hovedstaden kunne nok ikke finde plads i SU-budgettet, så må vi stille os tilfredse. Eftersom fredag d. 7. november ikke bare er dagen, hvor NEVER SAY DIE! TOUR 2004 ramte Aarhus, men også var J-DAG, skynder redaktionen sig videre i byen med et par udvalgte mosh-bros fra showet, og i håb om at finde nogle søde nisse-piger (og drenge).

10/10 redaktionen ville til hver en tid låne vores forældres OPEL INSIGNIA model 2014 og drøne over Storebælt igen, for at gentage sådan en aften! Ses i Århus!