Selvom man skulle tro, at vi på DUDE MANOR ikke har tid til at støtte det lokale vækstlag med alle de Amager Bio mig her og Pumpehuset mig der-koncerter, som vi går til, så sørger vi også for at komme ud og mærke, hvordan det står til blandt morgendagens stjerner. Således befandt vi os på Råhuset lørdag den 20. december for at tjekke de unge moderne hardcore-drenge i NORTHERN BLUES ud sammen med MILO FROM VENUS og det øverste navn på plakaten SONS OF DEATH VALLEY. Der var også nogle fyre, der hed AKTIV DØDSHJÆLP på plakaten, men dem nåede vi ikke.

milo from venus

MILO FROM VENUS

Firekløveret i MILO FROM VENUS spiller pop-punk, som vi stadig befandt os i de gode ubekymrede MySpace-dage. Det er lige ud af landevejen, der trækker tråde til ALL TIME LOW (vores musikbloggerkollega Neema mener , at han kan høre noget TAKING BACK SUNDAY, men han har også kun 250 likes på Facebook, så hvad ved han?), og det er absolut prisværdigt i disse tider, at der stadig er nogen, der tror på, at tre-fire powerakkorder er vejen frem.

Der er lidt startvanskeligheder hos drengene med nogle lidt for lange pauser mellem numrene, hvilket desværre lidt trækker energien ud af deres show. Tre gange bliver der også joket med, at sangene handler om ost – usjovt på den der lidt efterskole-agtige måde, men de er også nogle unge knægte, så det skal vi ikke klandre dem for. Musikken har de dog meget godt styr på, og man nikker med hovedet gennem hele showet uden at blive helt blæst væk

Sidste nummer viser til gengæld, hvorfor man gør klogt i lige at smide et dyrebart like efter de her dudes på Facebook. Hvor resten af numrene ikke rigtigt sætter sig fast, så rammer de her et-eller-andet i deres lyd, som de bør fokusere på. Det er lidt tungere end resten, men stadig med en bouncy lyd – lige der, hvor DUDE MANOR godt kan li’ sin pop-punk. Hvis de kan sætte det nummer under en lup og finde ud af præcis hvilken guldåre de her rammer, så skal redaktionen nok være på pletten til alle deres fremtidige shows!

northern blues

(Svedig gif-funktion, Google+ har!)

NORTHERN BLUES

Er det for sent at hoppe på den melodiske hardcore-vogn, eller står der stadig ankre og halstatoveringer skrevet henover 2015? Svaret er endnu uvist, men hvis de her nordsjællandske dudes har noget at sige, så gør man klogt i at lægge sin børneopsparing hos The Sailor’s Grave Tattoo. De har netop været i studiet og skulle gerne udgive resultatet af det i starten af det nye år, men indtil da står det på showet her i aften.

De fem fyre kommer godt fra start – vokalen ligger lidt mudret, men der er en god energi. Der er ingen tvivl om, at de her drenge kan deres MORE THAN LIFE og HEIGHTS-YouTube-videoer til fingerspidserne – der bliver kigget intenst i gulvet, og forsanger William kommer da også ud blandt publikum for at skråle sin lyrik om det hårde liv her i det kolde nord. Sødt af hans forældre, at de forresten kigger forbi!

Sidste nummer stikker lidt ud og har en næsten black metal-vibe over sig – håber drengene på et opvarmningsgig for Deafheaven, måske? Det er et fedt twist på en genre, det efterhånden godt kan være svært at spinne nye ting på, og det kunne faktisk være ret spændende, hvis de udforskede den lyd mere.

Numrene kræver nok et par gennemlytninger under bedre lydforhold for rigtigt at blive husket, men de spiller sygt godt sammen – specielt den ene guitarist Christian har styr på sit shit. Samtidig virker de også ret bevidste om hele æstetikken omkring deres band, hvis man følger dem lidt på de sociale medier, så hvis de får fyret deres kommende udgivelse afsted (som jeg faktisk ikke ved, om bliver en EP eller fuldlængde) rigtigt og får den spredt lidt uden for landets grænser, så bliver det rigtigt spændende at følge NORTHERN BLUES fremadrettet. Indtil da tager vi dog til takke med en rigtig solid optræden denne aften på Råhuset, som fortjener 5/6 tvære teenagere, hvis mor hele tiden forstyrrer med rent vasketøj:

northern bluesnorthern bluesnorthern bluesnorthern bluesnorthern bluesnorthern blues

sons of death valley

SONS OF DEATH VALLEY

Inden sidste navn går på scenen kunne man købe deres detbutalbum DAY OF RECKONING på en USB-nøgle formet som en pistolkugle – fin lille gimmick og ret rammende for den stil, de lægger for dagen. Der er dømt skjorter, sele og vest på hele bandet, og selvom det til at starte med gør mig lidt nervøs (lidt for meget High Voltage-klæden-ud over det), så hjælper det faktisk rigtig godt musikken på vej, når de først kommer i gang.

SONS OF DEATH VALLEY spiller en rock’n’rollet hardcore i samme sydstatsånd som MAYLENE AND THE SONS OF DISASTER (åh, hvor vi savner dem) og en lidt blødere udgave af THE HOLLY SPRINGS DISASTER (meget med død og ødelæggelse i de her navne synes jeg nok). Det er en genre, som jeg foretrækker med streg under hardcore, og her kommer de efter min mening lidt sløvt fra start. Forsangeren kører noget med at synge gennem en megafon, som ikke rigtigt virker, men som de kommer i gang og han begynder at råbe igennem, så går deres show op i en højere enhed. Lige pludselig fungerer deres “uniformer” meget bedre, og det bliver helt tydeligt, hvilken samlet stil og udtryk de forsøger at ramme med deres show.

Hele bandet spiller helt vildt tight; ikke et riff, trommefill eller solo sidder forkert i denne anmelders ører. I det hele taget gør SONS OF DEATH VALLEY ikke meget forkert. De leverer en magtpræstation, som er noget af det mest overbevisende jeg har set i lang tid fra et band, jeg ikke kendte på forhånd. Bliver spændende at følge dem fremover!