København går et rigtigt godt koncertforår i møde, bl.a. med shows som dette og dette på programmet. Til at kickstarte dette kiggede de engelske fest-veganere fra ARCHITECTS forbi Lille VEGA, og med på plakaten var EVERY TIME I DIE, BLESSTHEFALL og for første gang (og til glæde for mange en ung hardcoreknægt med tophue) COUNTERPARTS. Redaktionen var selvfølgelig på plads – her er, hvordan det hele gik ned.

COUNTERPARTS (CAN)

Hvis navne som MORE THAN LIFE, TO THE WIND og HAND IN HEART får din indre ankertatovering til at banke, så er der ingen tvivl om, at aftenens første navn snildt kunne være hovednavnet. COUNTERPARTS fra Canada leverer melodisk hardcore af den ægte heart on sleeve-skuffe, og selvom de på mp3 aldrig har gjort det helt store for mig, så giver fremmødet helt oppe ved scenen mig det indtryk, at jeg efter showet nok hellere må hjem og give dem et ekstra lyt.

counterparts

“lms if u dont wanna be inside my head”

Der er smæk på fra starten, og den første pit er i gang efter kort tid. Bandet tager da også imod energien og leverer en solid præsentation, men med musik, som lever så høj grad på lyrikken, så er det svært at leve sig helt ind i det, hvis man ikke allerede er inde i deres univers. COUNTERPARTS får dog det bedste ud af deres omkring 20 minutter, og gør præcis det, som et godt opvarmningsband skal: får sat gang i aftenen og scorer forhåbentlig et par nye ører blandt publikum.

IMG_1217

BLESSTHEFALL (US)

Nu kommer vi til aftenens outlier. BLESSTHEFALL er scenecore helt efter bogen med Beau Bokan som verdens ældste emo på forsanger-duty. Jeg regnede før showet med, at han både stod for råbevokal og den rene, men det er åbenbart bassisten, der står for førstnævnte.

blessthefall3

Det betyder, at Beau bruger under halvdelen af deres optræden på rent faktisk at synge, og den tid han bruger på det lyder ret ringe. Vi er helt oppe i det vokalregister, hvor hunde begynder at hyle, og det kan godt være, at det fungerer på plade, men her rammer han forbi nærmest konstant. Bassistens brøl overrasker, og bandets breakdowns er tunge, men uinspirerede (ikke, at uinspirerede breakdowns er en dårlig ting, men det er altid et spørgsmål om kontekst) – alt i alt er deres optræden en ret flad fornemmelse. Der er dog ingen tvivl om, at de kvindelige gæster synes, at drengene i bandet er lidt nogle snacks, og Beau skruer da også godt op for charmen og har god kontakt med publikum hele deres optræden igennem.

Alt i alt står man tilbage med en noget flad fornemmelse, og bandet virker ret malplaceret i forhold til resten af plakaten. Men hey, der var tydeligvis et publikum til dem denne aften, og hvis de er glade, så kan jeg vel være ligeglad.

EVERY TIME I DIE (US)

Jaaaa, nu snakker vi. Selvom jeg aldrig rigtig blev fanget af bandets seneste album, From Parts Unknown, så er EVERY TIME I DIE altid fantastiske live, og de skuffer heller ikke den her gang. Fra første riff af “No Son of Mine” fra The Big Dirty, et af mine favoritalbum fra deres hånd, er der totalt kaos på både scenen og gulvet. Bandets miks af southern metal-riffs og kaotiske hardcore er lavet til scener og øjeblikke som det her, og som de rutinerede road dogs, de er, så ved de lige præcis, hvordan de skal håndtere publikum. Forsanger Keith Buckley genstarter circle pitten til “Bored Stiff” et par sekunder inde i numret, da den ikke lever op til hans forventninger, der bliver spurgt ind til hvor mange, der var til stede, da de spillede på Copenhell i 2012 – i det hele taget er der en virkelig god forbindelse mellem band og publikum denne aften, og den manglende barriere bliver flittigt benyttet af stage dive-entusiasterne.

dierockNroll

Det eksperimenterende nummer “Moor” fra den nyeste skive bliver sjovt nok spillet live, og jeg forventer, at det er lidt som et mellemspil, men nope – efter det er det forbi. Det føles som om, at det kun er gået en tyve minutters penge, og man kunne virkelig godt have brugt langt mere tid i deres selskab. Der er virkelig meget at leve op til fra ARCHITECTS’ side nu.

ARCHITECTS (UK)

Der er kun gået cirka et år siden, at metalcore-drengene i ARCHITECTS sidst var forbi København (det gik ned cirka sådan her), men i denne skribents øjne er de altid velkomne på dansk jord.

Noget af det første man bemærker er, hvor godt ARCHITECTS lyder live. De er simpelthen så tight, og frontmand Sam Carters vokal er on point hele deres optræden igennem. Kombineret med et lys-show, som der er blevet skruet godt op for, og du har opskriften på, hvordan sådan en metalcore-koncert skal leveres.

architects

Desværre lider bandet under af, at det virker som om, de kender deres formel lidt for godt. Efter en halv time begynder man, hvis man ikke er inkarneret fan, som kan synge med på alle sangene, at kede sig lidt, da de ganske enkelt mangler noget variation i deres lyd. Deres gode sange er virkelig gode, men der er også et par stykker undervejs, som lidt kører på rutinen, hvilket gør, at deres optræden kommer til at virke lidt langtrukken.

Hvis plakaten i aften havde budt på en co-headliner mellem ARCHITECTS og EVERY TIME I DIE, så lidt af ARCHITECTS’ spilletid var blevet fordelt ud, ville jeg have haft få ting at brokke mig over – jo jo, BLESSTHEFALL var ikke specielt fede, og jeg kan altid snakke om VEGAs ølpriser, men med lidt mere flere sange fra EVERY TIME I DIE, så havde det været helt forrygende. Som det ser ud nu, så må jeg dog nøjes med at uddele 4 ½ VEGA MEGA-bajere ud af 6 – men det er bestemt heller ikke nogen dårlig karakter!

beer-glassbeer-glassbeer-glassbeer-glassbeer-glassbeer-glass_bw

Alle billeder er taget af vores husfotograf Amanda Winther Andersen – tjek endnu flere skud ovre på vores Facebook!