Efter udgivelsen af en EP, et show på Copenhell sidste år og et smut forbi England for at indspille har de danske drenge i EVRA endelig deres debutskive ude. Deres solide kombination af hardcore i stil med EVERY TIME I DIE, CANCER BATS og NORMA JEAN-på-“Meridional” udsat for svenskere-i-denimvest-rock er ret unik herhjemme, og nu skulle fuldlængden så fejres med en releasekoncert på et af redaktionens yndlingsspillesteder, nemlig Beta. Med sig denne aften havde de københavnerbandet HEARTEATER, som endda havde deres livedebut. Hvordan gik det så? Det skal vi sige jer!

HEARTEATER (DK)

Jeg havde inden koncerten tjekket et par numre ud fra deres debut-EP (som du kan høre lige her eller på Spotify), og indtrykket var et band, som virkelig havde styr på deres sangskrivning, men hvor selve musikken var lidt for myROCKcore til denne skribents smag. Der var dog nogle lækre sydstatselementer i bedste MAYLENE & THE SONS OF DISASTER-stil at finde i løbet af EP’ens 25 minutter, og derfor skal de selvfølgelig også have en chance denne aften.

hearteater

Bandet er fra begyndelsen ret velspillende i betragtning af, at det er deres første koncert. Det er kun når trommeslagerens udstyr driller og der skal ekstern hjælp på, at de måske lige savner rutinen til at ping-ponge med publikum, men hey, vi er jo heller ikke til stand-up på Comedy Zoo, vel??

Tilfældige nedslag fra mine iPhone-noter: andet nummer slutter rent Limp Bizkit-agtigt, og på tredje nummer lægges der ud med et anerkendende nik til den klassiske “OOOH-WA-AH-AH-AH!”-start på DISTURBEDs “Down With the Sickness”, som enhver bro med respekt (eller måske mangel på samme) rockede på “Wired Up 2”-kompilationen fra begyndelsen af 00’erne. Nu-metallen lever.

Min anbefaling som anerkendt musikkritiker og tastemaker efter dette show er, at de skal fokusere mere på sydstatselementerne og mindre på den lidt generiske myROCK-lyd. De er nogle talentfulde drenge, og specielt forsangeren gjorde god facon af sig (og live-lyden hjalp også på den lidt for tydelige danske accent, som driller på EP’en). Selvom det kan virke fristende at jagte that sweet sweet High Voltage-money og joine de andre husorkestre derinde, der tjener til aftenenes Maidenbryg på at spille butt rock, så lad jer ikke friste, drenge! Lyt til DUDE MANOR-redaktionen og I skal nok nå langt, det lover vi!

EVRA (DK)

Klokken cirka 23 er det så aftenens hovednavn, der træder ind på scenen. De lægger ud med lidt instrumental jam til at sætte stemningen, inden forsangeren Frederik Emborg Pedersen dukker for at sætte ordentlig gang i showet – og gang i den, det kommer der. Trommeslager Nicholas Meents’ manbun må hurtigt opgive enhver chance for at overleve en hel koncert, og resten af bandet virker også som om, at de har glædet sig til endelig at få luftet nogle af de nye numre.

evra

Jeg har ikke fået lyttet helt nok til EVRA på MP3 til at kunne skille numrene ad (der må I hoppe over til Rockfreaks.net i stedet, de plejer at være gode til at holde styr på sådan noget), men en ting overbeviser koncerten mig om: den nye skive har været ventetiden værd. Forsanger-Frederiks CANCER BATS-agtige vokal lyder forrygende, og de mange timer i øvelokalet har tydeligvis betalt sig. Nummeret “Lightbearer”, som vi får hen mod slutningen af showet, skal dog specielt nævnes, for her er der sat’me tale om en ørehænger fra start til slut. Det samler alle de kvaliteter, der er i bandet og var en perfekt første single at fyre af.

Der går dog overraskende kort tid før, at sidste nummer bliver annonceret – jeg kan i skrivende stund se i Spotify, at deres nye skive kun varer 29 minutter, så teknisk set har de haft tid til at spille den hele igennem, men om de har gjort det, der må jeg være jer svar skyldig. Vi får dog også lige et ekstranummer (lur mig, om det ikke er sidste nummer på den nye plade), hvor Frederik selv hiver en guitar frem for lige at lægge en ekstra tyngde på.

EVRA får vist, at de rent musikalsk virkelig er et af Danmarks fedeste bands for tiden med en lyd, der klart lugter af succes udenfor landegrænserne. Selve showet manglede måske lige den snert af vildskab og uforudsigelighed, som der ofte får sådan en optræden til at komme helt op og ringe – på trods af, at Emil lige er ude og hilse på dansegulvet og et par ihærdige drenge forsøger at sætte gang i moshen, så blev det hele lidt for kontrolleret i forhold til, hvad jeg havde forventet af sådan et releaseshow. Jeg får dog at vide bagefter, at tilstedeværelsen af bandmedlemmernes forældre har givet lidt premierenerver, og det er jo ret sødt med sådan nogle tatoverede hårde bananer i mente.

Billeder: Tore Knudsen – beklager, damer, han er stadig off the market!