Vi har tidligere vendt de koncerter, som vi på redaktionen har gået og glædet os mest til i efteråret, og her har denne aften stået rigtig højt på listen. NORTHLANE plejer ikke at skuffe, og THE ACACIA STRAIN kigger endelig forbi København efter ni år – det ville kræve en ordentlig omgang Maidenbajer-tømmermænd for, at vi skulle blive væk!

HELLIONS (AUS)

De unge Deez Nuts-approved drenge i HELLIONS er første hold på den lille scene, og fremmødet er allerede ret imponerende af en onsdag med fire bands på plakaten at være. Jeg har inden showet prøvet at give deres skive “Indian Summer” (som jeg faktisk troede var deres debut, men de har åbenbart udgivet en skive før den – the more you know!) et par lyt, men efter den stærke start med åbningsnummeret “Hellions” (det giver altid pluspoints i denne anmelders bog at bruge sit bandnavn i sange – YOUR DEEEEMIIISE 2010, BITCH!, anyone??) bliver der bare aldrig rigtig fulgt op på den energi. Oh well, tilbage til deres optræden.

hellions_20151028

HELLIONS fyrer op for en god gang bouncy hardcore denne aften med nogle sjove indspark af bossanova-trommer her og der, som egentlig fungerer ret godt. Man står og nikker med fra sidelinjen, og der er da også et par ivrige ungersvende, der forsøger at skubbe lidt til hinanden i pitten. Generelt er det svært at sige så meget interessant om deres optræden – de gør det helt fint, og jeg får da peget et par fingre under “Hellions”, hvor forsangeren også tager sig af JJ og Real Bad fra Deez Nuts’ vers (og glemmer lidt af lyrikken undervejs, men affejer det med et sødt smil ;-) hmu bb), men i det store og det hele er det en ret anonym optræden.

THE ACACIA STRAIN (US)

Nu snakker vi til gengæld. Det er første gang, at THE ACACIA STRAIN optræder på dansk grund, og det er virkelig tydeligt, at de er hovednavnet for mangen en ung moshwarrior i aften. Jeg har personligt også glædet mig sindssygt meget til at se dem, specielt efter udgivelsen af “Coma Witch” i 2014.theacaciastrain_20151028Lyden var lidt mudret under dele af HELLIONS’ optræden, og jeg kunne godt være lidt nervøs for, at det ville blive et problem for THE ACACIA STRAINs tonstunge lyd. Så snart, at forsanger Vincent udbryder “REST – IN – PISS!” fra åbningsnummeret “Human Disaster” fra førnævnte “Coma Witch”, er der dog ikke tvivl – det her bliver rigtig godt. Pitten er i fuld sving med det samme og man skal stille sig i behørig afstand for at være i sikkerhed. Med sanger nummer tre peaker min aften tidligt, da anslagene til monsternummeret “Beast” fra “Wormwood” lyder i Pumpehusets lille sal – det nummer er death incarnate.

Vi får i alt lidt over en halv time med THE ACACIA STRAIN, men jeg kunne sagtens have brugt mere, og ud fra publikums reaktion er jeg ikke den eneste med den mening. Bandet bliver klappet ud som om de var headlinere, og hele deres optræden skuffer ikke. Fantastisk og alt hvad jeg havde håbet på.

VOLUMES (USA)

VOLUMES havde jeg ikke rigtigt lyttet til før, at det her show blev annonceret, men deres skive “No Sleep” vandt mig over med sin bouncy og melodiske djent/metalcore, der samtidig har tilpas meget swagger i vokalleveringerne til at skille sig ud fra mængden. Bandet mangler dog denne aften deres ene vokalist, som står for cleans, men det virker ikke som om, at de lader sig gå på af det.volumes_20151028Den førnævnte swagger ses også i drengenes outfit – synkroniseret i hvid er der ikke tvivl om, at vi har at gøre med frontløberne for longlinecore: Vokalisten ligner B-Real fra Cypress Hill med sit garn og bøllehat, de hvide t-shirts går næsten til knæene på den helt rigtige ASOS-måde og en af deres t-shirts i merchboden (som jeg selvfølgelig coppede, natch) er et Stüssy-ripoff – de her LA-dudes har den del af gamet on lock. Når musikken så samtidig også leverer, så er det svært ikke at være begejstret.

De elektroniske elementer i VOLUMES’ lyd skinner ikke så klart igennem i aften, hvilket er lidt ærgerligt – det er ikke fordi, at de er dominerende på pladen, men der giver de alligevel lidt ekstra krydderi på den samlede oplevelse. Bandets energi og skarpe levering kompenserer dog for det og i det hele taget har jeg svært ved at sige noget negativt om deres optræden denne aften. Der var måske ikke nogen øjeblikke, som virkelig skillede sig ud, men set som en helhed fik jeg, hvad jeg kom efter, og sådan virker det også på resten af publikum.

NORTHLANE (AUS)

Det er tredje gang, at vi får besøg af australske NORTHLANE på vores breddegrader – anden gang i Pumpehusets lille sal og anden gang med deres nye forsanger, Marcus Bridge. Sidste gang vi så ham var redaktionen en smule skuffet, men også forståelig over for hans premierenerver. Denne aften er det dog tydeligt, at de har fået spillet en del shows sammen siden sidst – hold nu op en kraftpræstation fra hele NORTHLANE-holdet.

northlane_20151028Showet sparkes i gang med “Obelisk” fra den nyeste skive “Node”, der også er den første med Marcus, og folk er på fra starten. Hans vokal sidder lige i skabet og veksler ufortrødent mellem ren vokal og de mere gutturale skrig – han har virkelig fået en selvtillid ikke bare som forsanger, men som frontmand, som du kun kan få ved at spille et utal af shows.

“Quantum Flux” fra “Singularity” er et forventet højdepunkt, men reaktionerne på de nye numre er overraskende gode, hvilket er fedt at se. Resten af NORTHLANE-holdet spiller supertight – de er ikke så interagerende med publikum, men det er også ok, når Marcus er så god til at agere tropsfører. Af andre højdepunkter kan nævnes “Scarab”, hvor “YOU WANT THE FUCKING TRUTH? YOU WANT THE FUCKING TRUTH? THE TRUTH IS WE ALL SUFFER!”-bidden virkelig får fyret op under publikum, selv efter at have danset til tre bands allerede.

NORTHLANE takker af efter en lille times tid, og selvom de sikkert godt kunne have spillet længere, så virker det i mine øjne ret fornuftigt at slutte af på toppen og give appetit på mere. Ud fra publikums reaktion er det i hvert fald tydeligt, at de meget gerne må kigge forbi Danmark igen inden alt for længe.

Alle billeder er taget af vores altid velfriserede og lækre fotograf Tore Knudsen