Alle bør unde sig selv at tage til en koncert med FRANK TURNER. Det er mine umiddelbare tanker da manden + hans band, Sleeping Souls, går af scenen efter cirka en time og tre kvarter. Der er noget voldsomt livsbekræftende over hans tekster, spilleglæde og kærlighed til det at spille for et publikum, der er med ham hele vejen. Efter at have set ham live er det virkelig svært at argumentere for påtaget coolness og ironisk distance hos andre musikere – hvis alle viste lige så meget glæde og lyst til at give sit publikum et godt show, så ville de fleste koncerter være ret meget federe. Nåh, lad os først lige snakke om opvarmningen DUCKING PUNCHES!

DUCKING PUNCHES (UK)

I vanlig Dude Manor-stil ankommer vi et par numre inde i opvarmeren til en ret fyldt Lille Vega-sal. Jeg nåede hurtigt at lave min journalistiske research inden showet ved at lytte til DUCKING PUNCHES’ nyeste skive, og lyden var meget lig det, jeg forventede af en FRANK TURNER-opvarmer: en blanding af akustisk og elektrisk guitar, en lettere hæs vokal, lidt violin her og der og så tekster om dine venner, hvordan det er ok at fucke op i ny og næ og at vi skal sgu nok klare det alle sammen. Det er også, hvad vi får i aften. Lydbilledet er desværre lidt for mudret, hvilket gør det svært for bandet rigtigt at trænge igennem, specielt hos dem, som ikke er bekendt med bandet i forvejen. Musikalsk er det dog en ganske fin opvarmning, som er med til at sætte en god stemning for aftenens hovednavn, men om de går af scenen med nye fans blandt publikum er svært at sige.

FRANK TURNER & THE SLEEPING SOULS (UK)

Jeg har set FRANK TURNER live to gange før, og det har aldrig været mindre end virkelig godt. Hans show denne aften ender dog med at blive den bedste koncert, jeg har set med ham. Det bygger på en blanding af at have tre gode venner med, som ikke har set ham live før, og som derfor virkelig er oppe at køre over hans optræden, og at Lille Vega er en perfekt størrelse. Sidste gang, han var i Danmark, så jeg ham på Amager Bio, som, hvis man skal sætte en finger på hans optræden, var en lidt for stor scene til ham, og første gang var på Loppen, hvor jeg ikke var helt nok inde i hans katalog (i dag ville et show med FRANK TURNER på et sted som Loppen eller Beta være fantastisk). Lille Vegas smalle scene og generelt fantastiske lyd er derfor de perfekte omgivelser denne aften, specielt i en udsolgt sal, hvor alle gæster virker som om, at de er klar til at feste på en tirsdag aften.

FRANK TURNER kommer godt rundt i sit katalog denne aften – hans 1-2-3-combo af “Get Better”, “Plain Sailing Weather” og “Try This at Home”, som han lægger ud med, er den perfekte start, og der går ikke lang tid før, at fællessangen har spredt sig til hele salen. Hele showet igennem er der masser af interaktion med publikum, som bevidner en seriøs spilleglæde og ikke mindst professionalisme ved ikke at være tilfreds med blot at give en OK koncert.

Mit højdepunkt denne aften må være, da han spiller “The Way I Tend to Be”, en af de smukkeste sange fra hans katalog, som han vistnok ikke spillede sidst i Amager Bio. Der er selvfølgelig et par numre, som man gerne ville høre, specielt “Redemption” fra “England Keep My Bones”, som det virkelig undrer mig ikke har en større stjerne, men det er uundgåeligt med en mand som Frank Turner. Alt i alt er det da også, som man nok kan fornemme, en helt fantastisk koncert, der flyver afsted, og derfor kan man næsten ikke tillade sig at brokke sig over sætlisten. Hans tydelige kærlighed til København bevidner da også, at der nok ikke går såååå voldsomt lang tid, før han kigger forbi igen og ryster posen af sange.