Efterår og vinter i Norden kalder på at vende den omvendte kasket rundt, lægge powerakkorderne væk, smide short– ej, rolig nu. Men der er ikke tvivl om, at der nok sniger sig lidt mere melankoli og tunge toner ind i Spotify-køen end i sommermånederne.

Netop derfor virkede det også som en oplagt chance at få oplevet svenske CULT OF LUNA live i Pumpehuset en råkold torsdag aften midt i oktober, hvor deres episke og melankolske post-metal med garanti ville komme til rette. Jeg har ikke dykket ned i bandets omfattende diskografi før, så jeg var spændt på at se, om de mange rosende ord gennem tiden skulle indfries. Med på programmet var landsbrødrene i THIS GIFT IS A CURSE og det belgiske post-hardcoreband BRUTUS.

THIS GIFT IS A CURSE

Jeg så tilbage i 2014 THIS GIFT IS A CURSE på et lille spillested i Dublin, hvor de var på turné med deres danske soulmates i HEXIS. Det var en ret kaotisk oplevelse (på den gode måde), og jeg glæder mig derfor til at se, om de kan genskabe lidt af den magi.

this gift is a curse

Vi ankommer kort efter, at de er gået på scenen i Pumpehusets store sal. Der er allerede dukket en god del mennesker op, men vi får alligevel møvet os frem mellem scenen og lydmanden, hvor man normalt plejer at være OK sat i forhold til lydniveau og -kvalitet. Det er dog ret tydeligt, at Pumpehusets lydmand kæmper med at få styr på THIS GIFT IS A CURSEs kaotiske og kompromisløse blanding af black metal og hardcore. Specielt frontmandens vokal kæmper med at dukke frem i lydbilledet, men bandet lader sig nu ikke gå på af det og kaster sig uanfægtet omkring på scenen.

THIS GIFT IS A CURSE går af efter 20-25 minutter – normalt mere end rigeligt for et opvarmningsnavn, hvor jeg ofte foretrækker at stå tilbage med lysten til at se mere. Det gør jeg også denne aften, men mere på den måde, at jeg gerne vil se samme koncert igen, bare med en ordentlig lyd og på en mindre scene. Ærgerligt, men de er trods alt ikke længere end en Øresundsbro væk, så mon ikke man får chancen igen inden alt for længe.

BRUTUS

Anderledes skal det gå med belgiske BRUTUS. De er en gruppe på tre, der spiller en betydeligt mere lettilgængelig form for post-hardcore blandet med post-rock, hvor vokalarbejdet bliver klaret af Stefanie Mannaerts på trommerne.

brutus

Energiniveauet er højt lige fra start, og det er svært at tage øjnene væk fra trommeslageren – kombinationen af hendes intense trommespil, hvor det virker som om, at hun er ude på at smadre trommesættet med hvert slag, og den skarpe og gennemtrængende vokal er nærmest hypnotiserende.

Sammenspillet med resten af bandmedlemmerne sidder også lige i skabet, og specielt sidste halvdel af koncerten, hvor BRUTUS begynder at bringe endnu mere dynamik ind i deres optræden, går rent hjem. Der er ud fra klapsalverne og stemningen i salen ikke tvivl om, at de går hjem med en hel del nye fans.

brutus

CULT OF LUNA

Mens hovednavnets gear bliver sat i stilling op på scenen begynder jeg at tænke, at jeg nok burde ha’ husket et par ørepropper – tre guitarer, bas, keyboard og ikke mindst le ‌pièce de résistance, bandets to trommesæt, giver et lille hint om, at der nok skal blive rystet lidt ørevoks ud, så snart de går på scenen.

Overraskende nok er bandet dog ikke den soniske mur lige fra begyndelsen, som jeg havde forventet. Dermed ikke ment, at der ikke bliver spillet tungt og højt, men det er ikke fordi, at bassen penetrerer marv og ben. Det er imponerende, hvor rent den råbende vokal får lov til klinge igennem med så mange instrumenter, der kæmper om lydbilledet, men hvis man undervejs kigger lidt bag scenen til venstre kan man også se, hvad der ligner bandets egen medbragte lydmand. Nok et fornuftigt valg.

cult of luna

CULT OF LUNA er som nævnt i indledningen ikke et band, jeg rigtig har dyrket inden aftenens koncert. Derfor er jeg spændt på, om de kan fastholde min opmærksomhed og give mig den episke og gåsehudsfremkaldende fornemmelse, som jeg ved, at deres musik indeholder. De kommer da også rigtigt godt fra start, men halvvejs gennem koncerten begynder det dog at gå op for mig, at jeg nok ikke er helt på det niveau af ekstase, som de dedikerede fans af CULT OF LUNA befinder sig i rundt omkring mig.

Jeg har det ofte sådan med koncerter med bands, jeg ikke kender, at jeg skal bruge lidt publikumsinteraktion for at kunne give mig helt hen, og den slags gør CULT OF LUNA sig bare ikke rigtig i. Min manglende erfaring med deres diskografi gør også, at de fleste af bandets episke stykker og sangopbygninger kommer til at minde for meget om hinanden – som dedikeret pop-punk-fan er ensformighed måske ikke noget, jeg skal klandre bands i andre genrer for, men CULT OF LUNA er alt andet lige også et band, det kræver lidt mere at komme ind på livet af. Hvis du satte en person ned, der aldrig havde lyttet til dem og BLINK-182, så er jeg f.eks. ret sikker på, at han/hun nok hurtigere ville kunne nynne med på “All the Small Things”, right?

cult of luna

Dermed ikke sagt, at jeg ikke blev ramt af lidt gåsehud her og der. Specielt i anden halvdel af koncerten, hvor en af bandets andre guitarister kaster sig ud i nærmest at croone på nogle mere stille og melankolske sange, giver et forfriskende afbræk.

Bandet slutter, som de begyndte: fuldt tryk på, hvor alle medlemmer af bandet kæmper for at omklamre koncertgæsterne i et øredøvende favntag og sørge for, at vi slutter på den allerhøjeste tinde. Jeg står tilbage dybt imponeret over niveauet af deres sammenspil og ud fra samtalerne efter koncerten kan jeg høre, at det for CULT OF LUNA-aficionados var en af de helt store oplevelser. Men uden rigtig at ha’ konteksten fra bandet på plade er det svært for mig at nå det niveau af begejstring. Når de kigger forbi København næste gang, så tror jeg dog sagtens, at jeg kunne finde på at indfinde mig igen – og det med lidt mere forberedelse fra min side.

Alle billeder er skudt af main man Lars Mårtensson!