Det er fredag, og vi skal ud og bekæmpe den pengegriske kapitalisme og tage magten tilbage! Det er i hvert fald den tanke, som aftenens navn i Pumpehuset Fever 333 nok gerne vil have, at vi tager med os hjem.

Bandet består af tre medlemmer og er mange måder en opdateret udgave Rage Against the Machine, både i forhold til holdninger og deres lyd, som er en pærevælling af metal, hardcore og hiphop. De var sidst på besøg i landet på årets Copenhell, hvor der ikke var tvivl om, at de med rette fik scoret sig en del nye fans efter en magtdemonstration og ordentlig eftermiddagsfest på Pandæmonium-scenen.

Som eneste navn på plakaten denne aften er vores søde venner fra Blastbeast.dk sat til at varme publikum op med sprøde mp3-filer direkte fra Spotifys servere. Der er derfor en halv times tid inden koncertstart en god stemning af forfest både i den store og lille sal i Pumpehuset, hvor folk kan komme hen og ønske numre og højst sandsynligt blive skudt ned med “beklager, har ikke liiiige den Rammstein-fil i arkivet, men prøv High Voltage senere!”

… så galt er det højst sandsynligt ikke, men der er ikke tvivl om, at vi er ude i en gentagelse af Crossfaith-koncerten fra 2018, hvor en virkelig solid og mindeværdig koncert på Copenhell afspejler publikummet senere her i Pumpehuset. Der er da også udsolgt i aften, hvilket er imponerende for et band som Fever 333 så tidligt i karrieren.

Undertegnede + slæng bevæger os op i salen cirka ti minutter før koncertstart. Der er allerede godt pakket og ethvert håb om at finde en plads oppe forrest bliver hurtigt opgivet. I stedet fanger vi en okay solid placering til højre for lydmanden, som faste besøgende i Pumpehuset måske kender som der, hvor baren også befinder sig. Praktisk!

Et stort hvidt tæppe dækker scenen. Som lyset bliver slukket i salen begynder vi at høre sirener, lyden af en større folkemængde og publikum i salen, der chanter “3 – 3 – 3!”. Samtidig begynder silhuetter at flimre henover lærredet, inden det falder og den energiudladning, som enhver forventer fra Jason Butler & co., bliver sluppet fri fra første sekund.

“Made in America” er et solidt valg som første nummer og har med sit vanvittigt catchy omkvæd fat i publikum med det samme. Derefter hopper vi over til debutalbummet med et par numre derfra krydret med et afbræk, hvor Jason Butler får lov til at takke publikum for fremmødet og fortælle lidt om, hvad Fever 333 står for (ned med kapitalismen, Donald Trump og patriarkatet, og op med sammenholdet og folkets magt, hvis man ikke allerede lige havde fanget den). Fever 333 handler om mere end dem, der står på scenen — det handler om, at vi alle hører sammen, og publikum er helt med. At mine kammerater og jeg så senere under koncerten fanger en pige, der tager et billede af en bartender i turtleneck for at turtleneck-shame ham på Snapchat, viser så bare, at hans budskab måske ikke gik helt ind. Hun er dog også bartender på High Voltage, sååååå…

Et par numre inde får vi et ret sjovt cover-mix af Green Days “Brain Stew”, “California Love” og årets hit “Old Town Road”, hvorefter vi ryger over i den store sjæler “Inglewood”. Et rigtig godt nummer, men det virker lidt som om, at bandet næsten mister det jerngreb, som de ellers har haft på folk i salen indtil videre.

Det er dog ikke noget, som en-to-tre-knock out‘et “Walking in my Shoes”, “Animal” og “Trigger” ikke kan rette op på. Bandets t-shirts er for længst røget af og både trommeslager Aric Improta og guitarist Stephen Harrison holder sig på ingen måder tilbage fra at deltage i festlighederne.

Herefter følger dog det eneste rigtige fejlskud i mine øjne. Som forventet skal Jason Butler ud til publikum, men i stedet for, som forventet, at se ham rende rundt på bjælkerne ude i siderne eller svinge sig fra loftet af salen, så dukker han op hos lydmanden med et lille keyboard. Herfra følger en akustisk udgave af “Am I Here”, som virkelig tager pusten fra min koncertoplevelse. Jeg kan sagtens se, hvad han prøver på, men det virker malplaceret i aften, og publikums snak hjælper heller ikke. Hvis folk havde været enige om at være helt stille og fokuserede, så kunne det måske havde fungeret, men sådan skulle det ikke gå.

Igen er bangerne i bandets bagkatalog dog ikke længere væk end, at “Burn It” får lov til at rette op på det hele og sætter gang i fredagsfesten som afslutning på det regulære sæt.

“We’re Coming In”, anthem‘et “The Innocent” og “Hunting Season” får lov til at lukke ned for vores aften med Fever 333. Vi fik lov til at smage på den energibombe, som bandet er, og jeg tror heller ikke, at der er nogen, der forlader Pumpehuset uden at være lidt berørt af Jason Butlers taler undervejs — det er en mand, der har ordet i sin magt og ved, hvor privilegeret han er at kunne få lov til at sprede bandets budskab hver aften på scenen.

Desværre mangler jeg lige det sidste. Enhver, der deltog til koncerten på Copenhell tidligere på året, husker f.eks. guitaristens afsluttende optræden på toppen af Pandæmonium-scenen. Det niveau rammer vi ikke helt, på trods af lidt akrobatiske optrædener her og der. Hvis man er bekendt med forsangerens tidligere band letlive., ved man også , at han har mere gemt i sig (f.eks. set på Roskilde Festival i 2016, hvor det – så vidt jeg husker – ikke tog ham mere end tre numre at kravle ud blandt publikum og op i den bærende pæl i midten af telten) .

Dermed ikke sagt, at Fever 333 ikke leverede en god koncert – deres hits kan man ikke tage fejl af, bandet var på hele vejen igennem og specielt Jason Butlers vokal stod knivskarpt og svingede ubesværet mellem hurtige rapstykker og hårdtfølte skrig.

4/6 løftede knytnæver til svinene inde på Christiansborg!